Det blitzede, buldrede, bragede og regnede.
Men det voldsomme vejr over regionen torsdag aften ser ud til alene at have været et dramatisk lys- og lydshow. Vejret har i hvert fald ikke ført til problemer på Sjælland, Lolland og Falster, oplyser politiet i både Midt- og Vestsjællands Politi samt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Tordenvejret startede i vores område med en voldsom overture over Lolland, hvor der på kun 20 minutter blev registreret 150 lyn af lyn-tjenesten Blitzortung.org.
Tordenskyen drev dernæst mod nord, mens andre tordenbyger ramte Falster, Sydsjælland og Midtsjælland.
Alt i alt blev der på et par timer registreret mere end 2.200 lyn over vores region – enten over land eller i havet umiddelbart omkring landet.
Ifølge DMI's borgervejr faldt der i vores region mest regn over Lolland, hvor der i Søllested er målt 17,2 millimeter regn, siden uvejret startede. På Lolland var der også meldinger om haglvejr. På Røsnæs ved Kalundborg er der målt 11.8 millimeter regn, og ved Fuglebjerg er der målt 11,2 millimeter.
Flot tordenfront fotograferet
I løbet af aftenen dannedes en næsten sammenhængende tordenfront tværs gennem Europa – fra Sejerø i nord til Kroatien i syd.
Fronten var meget spektakulær, og er blevet fotograferet af mange seere.