Fibernet er ifølge mange eksperter fremtiden indenfor internet.
Det mener SEAS-NVE tilsyneladende også. De har netop dannet et nyt selskab for fiber-aktiviteterne sammen med det århusianske el-selskab NRGi.
Det nye, fælles selskab får navnet Fibia og skal sætte farten på at få kabler ud i de enkelte villaveje i Danmark.
- Dette er en historisk fusion, der vil få betydning for udbredelsen af lynhurtigt internet i Danmark. Ved at sammenlægge vores fiberaktiviteter i Fibia kommer vi til at stå endnu stærkere i et konkurrenceudsat marked, siger Jesper Hjulmand, administrerende direktør i SEAS-NVE og bestyrelsesformand i Fibia.
Det nye selskab starter med værdier for 2,5 millioner kroner. Planen er, at der skal skydes yderligere et milliardbeløb ind i projektet i de kommende år.
SEAS-NVE ejer 65,5 procent af Fibia, mens NRGi’s ejerandel er på 34,5 procent. Fusionen af de to selskaber afventer dog stadig konkurrencemyndighedernes godkendelse.