Se resultatet - sådan stemte de unge ved skolevalget

De blå partier har bedst fat i ungdommen. Det tyder resultatet ved årets skolevalg i hvert fald på.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De unge har talt.

Blå blok vinder årets skolevalg, hvor cirka 63.000 elever fra 8.,9. og 10. klasse i hele landet har sat deres kryds. De blå partier fik 51,2 procent af stemmerne, mens rød blok fik 48,8 procent.

Men hvis det stod til de lokale unge, ville rød blok vinde valget. I alt deltog 10.414 elever fra 98 regionale skoler, og i otte ud af tolv kommuner fik Socialdemokratiet flest stemmer.

Artiklen fortsætter under kortet.

Resultatet ved Skolevalg 2019.
Resultatet ved Skolevalg 2019. Foto: Skolevalg 2019

- Skolevalget er vigtigt, fordi det er med til at give unge troen på, at deres holdninger betyder noget, og at de har en stemme i samfundet. Skolevalget handler om politik, men med udgangspunkt i elevernes egne holdninger og egen virkelighed, siger formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, Kasper Sand Kjær i en pressemeddelelse.

Du kan se resultatet for din egen kommune her.

Skolevalg giver unge blod på tanden

Skolevalget bliver afholdt hvert andet år og arrangeres af Folketinget, Undervisningsministeriet og Dansk Ungdoms Fællesråd.

quote Demokrati er noget, man skal opflaskes med

Pia Kjærsgaard (DF), Folketingets formand

- Demokrati er noget, man skal opflaskes med. Skolevalg bringer politik i øjenhøjde med de unge og giver dem blod på tanden til at diskutere og tage stilling. Mange af tidens spørgsmål rækker langt frem i tid. Derfor er det vigtigt, at også de unge er med til at bestemme samfundsudviklingen, siger Folketingets formand, Pia Kjærsgaard.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Sådan fordelte stemmerne sig i Region Sjælland.
Sådan fordelte stemmerne sig i Region Sjælland. Foto: Skolevalg 2019

Forud for valget har cirka 80.000 14-17-årige fra 8. til 10. klasse været igennem et tre uger langt undervisningsforløb, hvor de er blevet præsenteret for partiernes mærkesager og har deltaget i debatter med repræsentanter for ungdomspartierne.

Torsdag har de så haft mulighed for at stemme, og det har mere end 63.000 benyttet sig af.

Folketingspolitikerne følger også med i skolevalget.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Blå blok vandt også i 2017

Det skal dog bemærkes, at der ikke er tale om et repræsentativt udsnit af aldersgruppen, da det har været op til den enkelte skole, om man ville tilmelde sig valget.

Det er heller ikke alle ungdomspartier, der har haft mulighed for at deltage i de mange debatter rundt omkring.

Sådan fordelte stemmerne sig

Mere end 63.000 skoleelever afgav deres stemme ved årets skolevalg.  Her er valgresultatet (i parentes stemmeandelen ved skolevalget i 2017):

 

  1. Socialdemokratiet, 22,6 procent (15,6).
  2. Venstre, 17,0 procent (19,1).
  3. Konservative, 13,1 procent (12,8).
  4. Radikale, 11,1 procent (11,4).
  5. Liberal Alliance, 9,9 procent (13,5).
  6. Dansk Folkeparti, 8,4 procent (8,4).
  7. SF, 5,7 procent (5,3).
  8. Enhedslisten, 4,8 procent (6,1).
  9. Alternativet, 4,6 procent (6,4).
  10. Nye Borgerlige, 1,5 procent (1,4).
  11. Kristendemokraterne, 1,3 procent (deltog ikke).

 

Kilder: Skolevalg, Folketinget.

Ved det forrige skolevalg i 2017 endte det også med sejr til de blå partier.

Dengang fik de 55,3 procent, og Venstre blev det største parti med 19,1 procent af stemmerne.

Vil have kortere skoledage

De seneste tre uger har der været decideret valgkamp, hvor eleverne har valgt mærkesager, lavet kampagner og debatteret.

Artiklen forsætter under billedet.

Sorø Privatskole deltog også ved Skolevalg 2019.
Sorø Privatskole deltog også ved Skolevalg 2019. Foto: Morten Bay Knudsen

Eleverne har kunne vælge mellem 24 mærkesager, og blandt skoleeleverne i Region Sjælland er det disse tre mærkesager, der topper listen:

  • Kortere skoledage i folkeskolen (13,6 procent)
  • Hårdere straf for vold og overgreb (11,9 procent)
  • Hæv afgiften på cigaretter (10,2 procent)

 


Nyhedsoverblik