Se, hvordan forårets deltagere har klaret sig

I Lev Livets første afsnit står forårets fire igen over for træner Birgitte Nymann og badevægten. Det er tid til at gøre status en allersidste gang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre måneder er gået siden Mike, Beate, Lone og Tina sidst var samlet med Lev Livet-holdet. Tre måneder med sommerferie og søde fristelser. Og nu er det tid til at gøre status for absolut sidste gang - på godt og ondt.

Tilmeldt halvmaraton
Bedst er det gået for Mike. Mike har som den eneste af de tidligere deltagere tabt sig. Knap et kilo er røget af siden sidst. Oveni dét har han slået sin egen målsætning om at løbe 10 km markant. Mike er nu tilmeldt et halvmaraton.

- Jeg havde frygtet, det ville gå ned ad bakke efter Lev Livet, men sådan er det heldigvis ikke gået. Jeg holdt fast i de sunde vaner, fortæller Mike.

Fået job
Tina og Beate har stået næsten helt stille på vægten, og selvom de begge havde håbet på yderligere vægttab, er de godt tilfredse. Specielt Tina der har hen over sommeren oplevet en sidegevinst af de større.

- Jeg har ikke nået de 20 kg, men det generer mig ikke. Jeg har lavet så meget fedt i sommeren, og det bedste er, at jeg har fået arbejde, jubler deltageren fra Fuglebjerg ved Næstved. 

Træt af at kæmpe
Desværre har sommeren ikke været lige så sjov for Lone. Lone var den af deltagerne, der opnåede det mindste vægttab i foråret, og ved dagens vejning, må hun igen se de barske realiteter i øjnene. Vægten viser, at Lone har taget tre kilo på.

- Jeg synes, jeg kæmper helt vildt meget. Jeg gør, hvad jeg kan og tænker rigtig meget over, hvad jeg indtager, men jeg kan ikke sige at det går fint - for det gør det ikke. Alligevel giver jeg ikke op, understreger Lone.

Du kan følge Lev Livets seks nye deltagere i deres kamp mod vægten fra tirsdag d. 3. september kl. 19.45.


Nyhedsoverblik