Blæst og lavvande er årsag til, at Scandlines har valgt at aflyse alle færgeafgange mellem Gedser og Rostock.
Det hårde vejr har endnu ikke meldt sig, men aflysningerne sker for at sikre, at færgerne pludselig ikke kan komme i land med passagerer på grund af vejret.
- Det er for at sikre, at folk kan komme sikkert hjem, siger Anette Ustrup Svendsen, kommunikationsansvalig hos Scandlines, til TV ØST.
Tag den anden rute
Scandlines anbefaler, at de passagerer, der skulle have været med Gedser-Rostock ruten tager Rødby-Puttgarden i stedet.
De passagerer, der forgæves ventede på afgang klokken 11 er blevet overført til Rødby-Puttgarden.
- Og dem, der ikke har booket afgang, men som forventede at skulle med færgen, har vi sendt en SMS om aflysningerne, siger Anette Ustrup Svendsen.
Sejlplanen på Gedser-Rostock forventes genoptaget fra Gedser den 4. januar klokken 07:00 og fra Rostock den 4. januar klokken 06:00.