Sagsbehandler på video

Der vil blive vendt op og ned på den kommunale service i de kommende år. Mangel på arbejdskraft får kommunerne til at tænke i helt nye løsninger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skolelæreren er pensioneret lægesekretær, og socialrådgiveren møder du på en videoskærm.

Kommunerne forbereder sig på, at de har færre ansatte til at passe vores børn, passe vores bedsteforældre - færre til at undervise i skolerne og færre til at tage imod os, når vi har brug for hjælp fra kommunen.

I Guldborgsund Kommune vil de bruge elektronik til at erstatte sagsbehandlere.

- Vi afprøver en løsning, hvor det menneske du møder i vores borgerservicecenter bliver et digitalt menneske på en videoskærm. Du kommer til at stå overfor at skulle tale med en skærm i stedet for et menneske af kød og blod, siger administrerende direktør i kommunen Ib Østergaard Rasmussen.

I første omgang vil rådhusets reception og et af kommunens borgerservicecentre blive erstattet af en videoskærm.

- Vi vil også lave en løsning, hvor borgerne kan sidde derhjemme med et webcam og få rådgivning fra kommunen, siger Ib Østergaard Rasmussen.

Kommunen har i dag seks borgerservicecentre med 55 ansatte spredt ud over kommunen. Hvis forsøget går godt, kan de blive erstattet af en meget mindre gruppe sagsbehandlere, der kan sidde på rådhuset i Nykøbing Falster - og via video betjene borgerne i hele kommunen.

Elektronik er ikke den eneste mulighed kommunerne leger med, når det handler om at skaffe ekstra hænder. Og der skal ske noget. Mere end en fjerdedel af de nuværende lærere, sosu-assistenter, sygeplejersker og miljøingeniører i kommunerne er i dag over 55 år og vil sige farvel til arbejdsmarkedet i løbet af de næste seks syv år. Det viser en undersøgelse fra nyhedsbrevet Momendum. I Næstved Kommune håber man at få hjælp fra frivillige.

- Vi har et frivillighedsråd, som kommunen støtter. Så vi kan aktivere de mennesker, der ønsker at gøre en indsats. Det er typisk mennesker, der er gået på pension, siger formand for kommunaldirektørforeningen og kommunaldirektør i Næstved Jens Christian Birch.


Nyhedsoverblik