Sådan undgår du istapper og tøvejrsskader

Sneen ligger tungt over regionen og med udsigt til tøvejr de kommende dage, er det på tide at få is og sne væk fra steder, hvor de kan anrette stor skade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forsikringen dækker ikke alle tøvejrsskader:

Hvis der er tale om et almindeligt tøvejr, dækker husforsikringen ikke skader efter oversvømmelser.

Det oplyser  Riccardo Krogh Pescatori, der er konsulent i Forsikringsoplysningen, til nyhedsbureauet Newspaq.

- Hvis der derimod pludselig kommer et voldsomt tøbrud, vil forsikringen dække, slår han fast.

Der skal dog virkelig være tale om et tøbrud af absurde dimensioner.

Typisk er betegnelsen for et voldsomt tøbrud, at temperaturen stiger fra minusgrader til 8-10 plusgrader inden for et halvt døgn, oplyser Riccardo Krogh Pescatori.

Han fortæller i samme omgang, at forsikringsselskaber nogle gange er til at tale med om den definition, men man skal som minimum opfylde én betingelse for at komme i betragtning til erstatning: Skadebegrænsnings- pligten.

- Man skal altid gøre en indsats for at fjerne sneen i det omfang, det overhovedet er muligt og forsvarligt. Ellers dækker forsikringen helt sikkert ikke, slår konsulenten fast.

Selskaberne vil dog ofte være mere venligt stemte, hvis de kan se, hvor galt det står til.

Så opfordringen er enkel:

- Det er altid godt med fotodokumentation. Tag nogle billeder nu, mens der er voldsomme mængder af sne; det vil styrke dine argumenter i en eventuel kommende forsikringssag, lyder rådet.

Kilde: Newspaq

Istapper er flotte, men kan også være farlige, og lige nu hænger der mange istapper ned fra tage og tagrender.

Specielt fra etageejendomme udgør istapperne en stor risiko for forbipasserende. Det er ejendommens ejer, der har ansvaret for, at istapper er fjernet, men da det ikke altid sker, opfordrer Falck til, at man holder øje med istapper, når man går langs bygninger.

Også sne og is fra tagene risikerer at ryge ned med tøvejrets komme, så der er ekstra grund til at være påpasselig de kommende dage.

Pas på tage og lofter
Når det begynder at tø er det især vigtigt at tjekke tage, som i værste fald risikerer at bryde sammen under tøsneen, og dels  lofter, hvor det nu er tiden til at få fejet eventuel fygesne væk.

Ligeledes bør husejerne sikre sig, at udvendige afløb og kælderhalse er gravet fri. Fjern også sne fra mure og havedøre, så der ikke trænger fugt ind, når det bliver tøvejr.

- Når sneen tør, vil det medføre store mængder vand. Derfor er det vigtigt at sikre, at afløb og tagrender er frie og funktionsdygtige. På den måde er man bedst sikret mod eventuelle vandskader, siger Christen Overgaard, der er seniorrådgiver i Falck.

Han opfordrer til, at husejere kigger deres tage og lofter, udhæng og markiser grundigt efter og fjerner sneen, hvis det er nødvendigt. Husk dog, at man være yderst forsigtig med bevæge sig på et glat tag. Ved arbejde på tagkonstruktioner skal der anvendes sikkerhedsliner eller stillads.

- Vi har allerede set sneen beskadige adskillige tage på eksempelvis stalde og drivhuse denne vinter, og andre bygninger kan også være i farezonen – især dem med de flade tage. Derfor: Hvis du er boligejer, så fej hellere så meget sne ned af dit tag, som du kan, siger Christen Overgaard.

Det samme gælder for udhuse, hvor folk måske opbevarer ting, de ikke ønsker ødelagt af vand, tilføjer  han.

Optøning af vandrør kan give brande
Hvert år rykker Falck ud til voldsomme brande, der skyldes, at folk har prøvet at tø frosne vandrør op med en gasbrænder eller lignende. Det er en meget farlig manøvre, da metallet i vandrørene leder varmen og på den måde risikerer man, at der går ild i bygningen.

Falck anbefaler derfor, at man tilkalder et autoriseret vvs-firma, hvis vandrørene er frossede.


Nyhedsoverblik