Sådan undgår du indbrud i julemåneden

December er den tid på året, hvor der sker flest indbrud. Se her hvordan du bedst sikrer dit hjem mod ubudne gæster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det sørme det sandt december, og det er desværre ofte en gavebod for indbrudstyve.

Senest oplevede Næstved og Fensmark en indbrudsbølge med otte indbrud i løbet af bare tre timer, hvor smykker og andre værdigenstande blev snuppet. Selvom det er usædvanligt med så mange indbrud i et lokalområde på én enkelt aften i midten af december, så er husejerne generelt mere sårbare for indbrud i julemåneden:

- Det er ikke ualmindeligt, at der sker flere indbrud i december. Det typiske billede henover året viser, at kurven kører op i december og er helt oppe og vende ved juletid, fortæller Steen von Würden, politikommissær ved Næstved Lokalpoliti.

Det skal ligne, at du er hjemme

Det kan derfor være en god idé at bruge lidt ekstra energi i december på at beskytte dit hjem. Én af de vigtigste forholdsregler i julemåneden og især juleaften er ifølge Det Kriminalpræventive Råd at få det til at se ud som om, at der er nogen hjemme:

  • Tænd lyset i nogle af husets værelser
  • Lad lyset og radioen tænde og slukke ved hjælp af et tænd-og-sluk-ur. Du skal ikke lade lyset være tændt konstant, da det afslører, at du ikke er hjemme
  • Få naboen til at tømme postkassen og fylde affald i din affaldsspand
  • Sørg for, at der er en bil i din carport
  • Sæt friske potteplanter i vindueskarmene
  • Hvis du bor i etageejendom, så få naboen til at lægge gulvmåtten ned, når der er blevet vasket trapper.

Gør det besværligt at bryde ind

Prøv at sætte dig i tyvens sko, og se hvor let det er at bryde ind i dit hjem. Har du for eksempel sikret døre og vinduer forsvarligt?  

  • Sørg for, at tyven ikke kan se dine værdifulde ting gennem vinduet. Tyven går oftest efter elektronik – for eksempel pc’er, tablets, tv- og fotoudstyr samt smykker, ure og kontanter. De mest populære tyvekoster er ting, som er lette at få fat i og lette at afsætte.
  • Sørg for, at din bolig kan ses fra nabohuse og vejen. Det kan være, du skal klippe hækken eller gøre plankeværket lavere
  • Døre og vinduer skal være forsvarligt lukkede og låste, når du forlader dit hjem. To hoveddørslåse er bedre end én, og de gør det dobbelt så svært for tyven at komme ind.
  • Sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud, og hvis du har en stige, så lås den fast.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd

I videoen herover kan du høre politikommisær Steen Von Würdens gode råd til at undgå indbrud.


Nyhedsoverblik