Sådan undgår du den værste påsketrafik

Få Vejdirektoratets råd til, hvordan du slipper uden om den værste trafik til og fra påskefrokosterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skærtorsdag (28. marts): Påskens næststørste rejsedag - især for trafikken i retning mod Fyn og Jylland. Risikoen for kødannelser er størst mellem kl. 10 og 15. Specielt på Køge Bugt Motorvejen, Vestmotorvejen, Holbækmotorvejen og Fynske Motorvej.

Langfredag (29. marts): Typisk den dag i påsken med mindst trafik. Trafikken forventes at være som på en almindelig hverdag - dog uden hverdagens myldretidskødannelser.

Lørdag i påsken (30. marts): Dagen er store handels- og indkøbsdag, og det giver kødannelser ved de større byer. Dog vil trafikken fordele sig jævnt over hele dagen, og der forventes ikke tæt trafik i resten af landet.

Påskedag (31. marts): Påskens største rejsedag med trafiktæthed jævnt fordelt over hele landet - og hele dagen. Der er risiko for meget tæt trafik samt kødannelser lige fra morgentimerne til de tidlige aftentimer.

2. påskedag (1. april): Der kan stadig være tæt trafik, særligt i retning mod Sjælland - og i særdeleshed fra middagstid til hen på aftenen. I resten af landet forventes en trafiktæthed som på en almindelig hverdag. Rådet lyder, at man kører tidligt på dagen.

 

Desuden er der en række vejarbejder, der kan forsinke påsketrafikken:

E20 Køge Bugt Motorvejen mellem Greve S og Solrød S: Der er ved at blive lavet nye striber på hele strækningen, og det betyder, at hastigheden skal sættes ned til 80 km/t. Desuden er frakørselsrampe 29 ved Greve S lukket i sydgående retning.

E20 Fynske Motorvej: Mellem frakørsel 56 Ejby og frakørsel 58 Middelfart er der i begge retninger risiko for kødannelser, fordi motorvejen bliver udbygget. Der er hastighedsbegrænsning på 80 km/t.

E45 Østjyske Motorvej: Fra Horsens i retning Vejle mellem frakørsel 59 Hornstrup og frakørsel 60 Vejle N, er der kun to spor tilgængelige. Hastighedsbegrænsning er 80 km/t, så der er risiko for kødannelse i begge retninger.

E20 Sønderjyske Motorvej: Ved frakørsel 64 Kolding V i begge retninger etableres en ny rundkørsel - og det giver risiko for kødannelser.

E20 Vestmotorvejen: Der er hastighedsbegrænsning på 50 km/t i arbejdstiden og 80 km/t uden for arbejdstiden mellem frakørsel 39 Slagelse S og frakørsel 40 Vemmelev i begge retninger.

/ritzau/


Nyhedsoverblik