Rygning forbudt: Politikere ryger alligevel

De ansatte i Region Sjælland kan blive fyret for at ryge. Men politikerne må til gengæld gerne tage sig en smøg ved møderne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er rygning forbudt ved alle Region Sjællands bygninger. Det gælder tilsyneladende bare ikke for politikerne.

Det skriver Radio24Syv.

I 2013 indførte regionen ellers historisk stramme rygeregler, som betyder at omkring 15.000 ansatte ikke må ryge udenfor. Gør de det, kan de miste deres job. Men tilbage i maj tillod regionens politikere til gengæld sig selv retten til at ryge, selvom de er på Region Sjællands ejendom og det er stik imod de regler, der er vedtaget.

-   Hvis man er politiker, kan man godt lige gå udenfor, drøfte nogle sager og ryge. Men de embedsmænd, der går med ud, må ikke ryge, siger tidligere regionsrådsmedlem for Venstre, Timo Jensen til Radio24Syv. I 2013 stemte han mod den indstilling, som tillod politikerne at ryge videre.

I 2013 besluttede regionens forretningsudvalg ellers, at regionsrådet skulle ”følge de samme regler for rygning, som er gældende for regionens medarbejdere i forbindelse med udøvelse af deres funktioner som regionsrådsmedlemmer på regionens matrikler,” men den beslutning blev ændret få dage senere, da sagen var til behandling i regionsrådet.

I stedet blev politikerne kun ”opfordret” til at følge de samme regler, fremgår det i en række dokumenter, som Radio24Syv har gennemgået.

33 ud af 41 politikere stemte for.

Både nuværende og forhenværende regionsrådsmedlemmer bekræfter over for Radio24Syv, at flere medlemmer stadig ryger ved Regionshuset i Sorø.

Sektorformand i fagforeningen FOA, Karen Stæhr, kalder det ”dobbeltmoralsk” og ”chokerende,” at politikerne gerne må ryge, mens de ansatte kan straffes.


 

 

 

 


Nyhedsoverblik