Rygere tror de slipper med kræft

Rygere har alt for lille viden om de sygdomme, som de risikerer at blive ramt af.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Måske får jeg lungekræft med tiden – men mange går fri. Måske er jeg en af dem?

Sådan tænker mange rygere nok, når de tænder en smøg. Der er nemlig en stor uvidenhed blandt rygerne om den risiko, som de udsætter sig selv for.

- Rygerne tænker mest på lungekræft som den store fare ved rygning. Men det er kun én af de mange sygdomme, som de risikerer at blive ramt af, siger Britta Ortiz, der er lægefaglig konsulent hos Region Sjælland, til Lev Livet på TV2 Øst.

Region Sjælland er en af de regioner i Danmark, hvor flest ryger. Det viser den store undersøgelse af sundhedsprofilen, som Region Sjælland udgav i samarbejde med Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed. Hele 34.000 borgere fra regionen har deltaget i undersøgelsen.

Og lungekræft er kun én af de farlige sygdomme, der følger med rygningen.

- Mange bliver ramt af rygerlunger, der for alvor er med til at ødelægge livskvaliteten. Og også kræft i blæren og mavesækken hænger sammen med rygning – ligesom knogleskørhed gør det, siger hun.

Ifølge den store undersøgelse af sundheden i Region Sjælland, så er Lolland Kommune det sted i regionen, hvor der er flest rygere. Her ryger hver tredje borger hver eneste dag, viser undersøgelsen.

- Det hænger sammen med et lavt uddannelsesniveau. De, der ikke har så meget uddannelse, har en tendens til at ryge mere. Det er som om at ryge-kampagnerne ikke virker overfor dem, siger Britta Ortiz.

Antallet af rygere er da også størst blandt dem, der ikke har taget andre uddannelser end folkeskolen. Her ryger hver tredje.

Blandt befolkningsgrupper ryger flest blandt førtidspensionisterne, hvor 44 procent ryger. Den gruppe hvor færrest ryger er personer med en lang, videregående uddannelse. Her ryger mindre end hver tiende.

Denne artikel er skrevet af Lev Livet-redaktionen på TV2 ØST. Lev Livet er et sundhedsmagasin, der fra februar 2012 sendes på TV2 ØST.

Du kan finde mange flere sundhedsnyheder og se vores tv-programmer på adressen www.tv2east.dk/lev-livet/


Nyhedsoverblik