¨

Rimeligt raketvejr: Nytårsvejret bliver mildt og tørt

Foto: TV ØST

Der bliver tørt og måske også stjerneklart, når raketterne i morgen nat skal tændes, og et nyt år begynder.

Når raketterne natten til onsdag bliver skudt til vejrs for at markere indgangen til 2014, bliver det i tørvejr - og for de heldige danskere også under en klar stjernehimmel.

Nytårsaftensdag begynder ellers skyet og måske også med lidt regn af og til, men i løbet af formiddagen holder det tørt. Efterhånden vil der også blive mulighed for lidt solstrejf, lyder nytårsprognosen fra DMI.

Ingen frost

Det vil samtidig være mildt med temperaturer mellem 4 og 7 graders varme i løbet af dagen. Og termometeret holder sig også over frysepunktet natten over.

- I de østlige egne klarer det op flere steder, og temperaturerne vil komme ned mellem 1 og 4 graders varme, fortæller DMI's vagthavende meteorolog, Thyge Rasmussen.

- I den vestlige del af landet ventes derimod skyer ind vestfra i løbet af aftenen, og sidst på natten kommer der lidt regn i Vestjylland. Her bliver det lidt mildere med temperaturer mellem tre og fem grader, siger han.

Rimeligt raketvejr

Meteorologen betegner vejret omkring årsskiftet som "rimeligt raketvejr" med en let til frisk vind fra syd og sydøst.

Det nye år begynder med en nytårsmorgen med lidt sol først på dagen i de østlige egne, men ellers bliver den første dag i 2014 mest skyet med lidt regn i Jylland.

Temperaturerne vil befinde sig omkring 5 grader, og vinden bliver let til hård fra syd og sydøst.

Mildt vejr fortsætter

Derefter ser det ud til, at den milde vejrtype fortsætter et stykke ind ind i januar.

- Hvis vi ser på vores lange 10-dages prognose så fortsætter det. Der kommer ikke noget nattefrost eller frost i det hele taget.

- Der kommer perioder med regn og forholdsvist meget vind, men den kommer fra sydlig og sydvestlig retning og bringer milde temperaturer med sig, fortæller Thyge Rasmussen.

Fra torsdag og frem vil termometret vise mellem 3 og 7 grader døgnet rundt, siger han.

/ritzau/

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App