Rekordoptag på regionens videregående uddannelser

Antallet af optagne på regionens videregående uddannelser er højere end aldrig før, viser de nye tal fra KOT.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rekordmange er blevet optaget på en af regionens videregående uddannelser.

I alt får hele 3.845 unge i dag, torsdag, brev om, at de har fået en plads på enten University College Sjælland eller Erhvervsakademi Sjælland. Henholdsvis 2.526 og 1.319 er kommet ind, hvilket er en stigning på 7 og 4 procent i forhold til 2014, hvor 2.352 og 1.274 var heldige at få en plads. 

Det fremgår af de nye tal fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT), som netop er blevet offentliggjort.

- Det glæder mig rigtig meget, fordi der ikke er nogen tvivl om, at når unge får en uddannelse, så forbedrer de deres muligheder i forhold til at klare sig, og det glæder mig også, fordi vi er en uddannelsesinstitution i Region Sjælland, hvor alle tal siger, at vi halter lidt bagefter, så at vi nu har tiltrukket så mange, der er interesseret i at tage en uddannelse, det er dejligt, siger Camilla Wang, der er rektor på University College Sjælland  

Også rektor på Erhvervsakademi Sjælland, Ulla Skaarup, er begejstret over den positive udvikling.

- Den store søgning til vores uddannelser tyder på, at ansøgerne virkelig har fået øjnene op for, hvad det er, vi som erhvervsakademi kan: Vores uddannelser er erhvervsrettede, vi har en tæt kontakt til de aftagere, oftest det private erhvervsliv, der senere ansætter vores dimittender, jobmulighederne er gode, og vores studerende oplever, at de både i deres praktiktid og i undervisningen får omsat teori til praksis, siger hun. 

Mere konkret viser tallene, at det hos University Collega Sjælland især er den nye uddannelse Administrationsbachelor, hvor man har oplevet en stigning på hele 53 procent, der er populær, mens det blandt andet er laborantuddannelsen og VVS-installatøruddannelsen på Erhervsakademi Sjælland, der scorer højest, hvis man sammenligner med sidste år.

De afviste ansøgere vil inden længe modtage en oversigt over, hvilke institutioner og uddannelser der har ledige pladser. 


Nyhedsoverblik