Rekordmange druknede i 2008

Siden 1990 har der ikke været så mange druknede badegæster herhjemme. Nu skal kampanger til blandt andet vinterbaderne forsøge at få tallet ned.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Antallet af omkomne badegæster nåede triste højder i 2008. I december havde man optalt 23 druknede, og tallet kan altså risikere at stige yderligere, når man laver den sidste optælling. Det er det højeste antal omkomne badende siden 1990.

Formanden for Rådet for Større Badesikkerhed, Michael B. Aller, peger på, at en rimelig sommer i år kan have været en del af forklaringen på det høje tal.

- Det er især ældre mennesker, altså folk over 60, det går ud over. De tror, at badreglerne ikke gælder for dem. De har måske altid badet alene, men alle kan risikere at få et ildebefindende, siger han.

I 2009 vil man blandt andet satse på mere oplysning til vinterbadere.

- Der er jo efterhånden rigtigt mange, som synes, at det er godt at vinterbade. Vi vil oplyse om, hvor man skal gøre det og hvordan, siger Michael B. Aller.

Til gengæld er der glæde hos Søsportens Sikkerhedsråd. For der druknede markant færre sejlere sidste år. Selv om flere og flere personer går på havet i deres fritid, så raslede tallet af omkomne nedad.

Ifølge rådets daglige leder, Finn Lage, minder man med kampagner folk om, at redningsvesten skal være en selvfølge, når man er på bølgerne. Især er man i tæt dialog med fritidsfiskerne, der erfaringsmæssigt fylder meget i statistikken over de druknede.

Efter et par år med omkring 21 druknede, steg tallet i 2007 til 28. Men sidste år ser det ud til, at man lander på kun 11.

- Jeg håber, at udviklingen bider sig fast, selv om vi ikke kan give en nøjagtig forklaring på det lave tal, siger Finn Lage.

Det er hans opfattelse, at flere og flere danskere bruger havet rekreativt. Det er nærmest blevet en folkesport at sejle havkajak og de seneste års opsving har også fået mange til at købe egen sejlbåd.

- Der er flere på havet i dag. Men jeg håber ikke, at det fald, vi ser i år, kun er et statistisk udsving, siger Finn Lage.

Bortset fra de badende repræsenterer Sikkerhedsrådet stort set alle, der færdes på havet i fritiden. Det vil altså også sige dykkere, speedbådssejlere og pramjægere.

ritzau


Nyhedsoverblik