Rejsehold sættes ind mod sygemeldinger - skal give færre sygemeldinger i det offentlige

Regeringen, regioner og KL aftaler offentligt ledelsesløft, hvor rotationsforløb for ansatte er del af aftale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stærkere ledelse i den offentlige sektor, og et sygefravær, der falder år for frem mod 2022.

Det er nogle af ambitionerne i en aftale om ledelse og kompetence i den offentlige sektor, som regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL) er blevet enige om.

Regeringen spillede 9. januar ud med sit udspil til en ledelses- og kompetencereform, og nu er en aftale på plads.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) mener, det er vigtigt, at aftalen går på tværs af stat, regioner og kommuner.

- Ledere og medarbejdere gør hver dag en kæmpe forskel i den offentlige sektor. God ledelse er også afgørende for, at vi på tværs af stat, regioner og kommune fortsat kan fastholde og tiltrække motiverede ledere og medarbejdere, siger hun.

Aftale skal sikre færre syge

Regeringen, KL og Danske Regioner er i aftalen enige om at arbejde for, at sygefraværet i stat, kommuner og regioner fortsat skal falde år for år frem mod 2022.

- I virkeligheden håber vi at fortsætte den positive udvikling, hvor sygefraværet i den offentlige sektor er faldet. Men vi kan også konstatere, at sygefraværet stadig er højt mange steder i den offentlige sektor, siger Sophie Løhde.

For at få sygefraværet ned er det eksempelvis aftalt, at der nedsættes et rejsehold, som skal rejse rundt i landet og rådgive på arbejdspladser.

Og for at skabe sammenhæng på tværs af stat, kommuner og regioner skal der udvikles modeller for et rotations- og praktikforløb for de ansatte.

Konkret er målet at gøre det nemmere at give ledere og medarbejdere mulighed for i en periode at rokere mellem offentlige arbejdspladser og udveksle erfaringer.

Vil skabe større sammenhæng

KL-formand Jacob Bundsgaard (S) glæder sig også over, at stat, regioner og kommuner med aftalen går sammen om at skabe større sammenhæng.

- De offentlige topledere skal gå forrest i udviklingen og arbejdet for, at borgerne oplever, at den offentlige sektor er tænkt sammen og hænger sammen, udtaler formanden blandt andet i en pressemeddelelse.

- Det får de endnu bedre mulighed for med det nye forløb, hvor de både kan få større indsigt i hinandens ledelsesudfordringer og -muligheder og i fællesskab drøfte og styrke den ledelse, der bedrives på topniveau.

Også Danske Regioners næstformand, Ulla Astman (S), er tilfreds.

- Ledere og medarbejdere i den offentlige sektor gør det rigtig godt i dag. Det er det, vi bygger videre på med den aftale, vi nu har indgået, siger hun i en pressemeddelelse.


Nyhedsoverblik