Regionsrådsformand håber Heunicke sikrer motorvej

Jens Stenbæk (V) ønsker Magnus Heunicke (S) tillykke med sin ministerpost og lægger samtidig pres på Heunicke for en ny motorvej her i landsdelen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke bliver i dag, mandag udnævnt som ny transportminister i en større ministerrokade.

Det får formanden for Regionsrådet i Region Sjælland, Jens Stenbæk (V) til at forlange, at politikeren fra Næstved vil sikre en ny motorvej til regionen.

Motorvej fra Kalundborg til Rønnede

- Med Magnus Heunicke som Transporminister er vi rykket et vigtigt skridt nærmere den vigtige motorvejsforbindelse fra Kalundborg over Slagelse og Næstved til Sydmotorvejen og Rønnede, skriver regionsrådsformanden i en pressemeddelelse.

Han understreger, at der er enighed i regionen om at en ny motorvej vil være til gavn for regionen.

- Vi har arbejdet for en ordentlig vejforbindelse syd over Sjælland gennem flere år fordi den vil bidrage afgørende til at løfte væksten og udviklingen, skriver Jens Stenbæk i pressemeddelelsen.

 - Det er både erhvervslivet, kommunerne og regionen helt enige om, og nu ser jeg frem til at fortsætte dialogen med en minister, der kender sagen rigtig godt, og jeg forventer derfor, at regeringen prioriterer denne vigtige vejforbindelse meget højt.

Vejforbindelsen er ifølge Stenbæk vigtig, fordi den blandt andet gør det muligt at høste gevinster ved den faste forbindelse over Femern Bælt.

Møde med Heunicke

Den nyvalgte regionsrådsformand havde allerede et møde med den tidligere Transportminister, Pia Olsen Dyhr (SF) i kalenderen i februar måned for at drøfte den hårdt pressede regionale økonomi til kollektiv trafik.

Det møde bliver med en ny minister, men dagsordenen er den samme:

- Økonomien i den kollektive trafik i regionen er hårdt presset, og det er nødvendigt at finde nogle langsigtede løsninger, og det glæder jeg mig til at gå i dialog med den nye trafikminister om, lyder det fra Jens Stenbæk.

Region Sjælland står overfor massive investeringer til vedligeholdelse af lokalbanerne samtidig med, at regionen fra 2016 mister 15 millioner kroner i statsligt tilskud til drift af lokalbanerne.


Nyhedsoverblik