Regionsrådets politikere dropper smøgerne

Politikerne i Regionsrådet i Region Sjælland besluttede til aften at droppe smøgerne under møderne. Skal der ryges, så skal det ske udenfor regionens grund

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal ikke være andre ryge-regler for politikerne end for de ansatte i Region Sjælland.

Det besluttede politikerne i Region Sjælland til aften på på regionsrådsmødet.

Beslutningen kommer på forslag af Knud Munksgaard (B) fra Holbæk, der ikke mener, at politikerne skal have særlige regler i regionen.

- De ansatte og ledelsen i Region Sjælland er lige blevet enige om en række stramme rygeregler. Jeg synes, at det er naturligt, at politikerne også følger dem, siger han til TV2 ØST.

Rygning ville være frækt

Fordi reglerne er indført af samarbejdsudvalget mellem ledelsen og de ansatte i regionen, så er de folkevalgte politikere i regionen ikke bundet af dem. Men andet ville ikke give mening, mener Knud Munksgaard.

- Jeg synes det vil være frækt, hvis politikerne i regionen ryger, hvor de ansatte ikke må. Jeg synes det er godt, at de ansatte selv strammer rygepolitikken. Her må vi følge trop, siger han.

Sygehuses rygepolitik gælder alle

På sygehusene i regionen har der i flere år været totalt rygeforbud. Det er samme regel, som for nylig blev indført for resten af de ansatte i regionen, og som politikerne i dag også tilsluttede sig.

Forslaget blev vedtaget som en principbeslutning i regionsrådet. Det betyder, at det - modsat de almindelige ansatte i regionen - ikke vil have nogle konsekvenser for politikerne, hvis rygereglerne bliver brudt.

Kun enkelte politikere stemte imod forslaget. Enten fordi de mente, at de nye regler var for stramme - eller fordi de ikke var stramme nok.


Nyhedsoverblik