Regionsgrænse flytter bevidstløs rundt i ambulancer

En 69-årig måtte skifte ambulance, fordi han blev fundet i Region Sjælland, men var i hovedstadens ambulance.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


50 meter inde i Region Sjælland ved Roskilde lå den 69-årige Kaj Flindt efter et cykelstyrt under en træningstur i april, da en ambulance fra Region Hovedstaden fandt ham.



På vej ind i ambulancen dukker en ambulance fra Region Sjælland op, og den bevidstløse Kaj Flindt skal pludselig skifte ambulance på grund af regionsgrænserne, skriver Ekstra Bladet.



- Ambulancefolkene finder ud af, at Kaj skal køre med ambulance nummer to, fordi han befinder sig på deres side af grænsen. Så han bliver løftet over på Region Sjællands båre, siger træningsmakkeren Kim Jensen til Ekstra Bladet.



Kaj Flindt ender på Køge Sygehus, 39 kilometer fra skadestedet og 15 kilometer længere væk end Herlev Hospital, hvor den første ambulance ville have afleveret den sårede cykelrytter.



Hos Region Hovedstaden fortryder lederen af ambulanceberedskabet, Jan Nørtved, ikke, at man ventede på en ny ambulance fra naboregionen.



- Patienten var Region Sjællands opgave, når han er faldet i deres region. Derfor skulle han indlægges på et hospital der. Vi ville ikke bortføre ham til et hospital i Region Hovedstaden, siger han til Ekstra Bladet.



For Kaj Flindt er det uforståeligt, at han skulle flyttes fra en ambulances varetægt til en andens.



- Hvis der havde været noget med mit hoved, så kunne det have været katastrofalt at stå og vente på en ny ambulance, siger han til Ekstra Bladet.



- Jeg synes, det er fuldstændig vildt, at man sætter noget administrativt foran en hurtig behandling. Det handler vel bare om at være hurtigst til hjælp og ikke om, hvis patient jeg er, mener Kaj Flindt.



/ritzau/


Nyhedsoverblik