Regionsformand gør op med fordomme

Regionerne er genstand for mange hånlige bemærkninger, men nu gør regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (S) op med nogle af fordommene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regionerne bør nedlægges, regionsmedlemmerne er bundet af staten, og ingen aner, hvem de er.

Myterne om regionsrådet er mange, og en meningsmåling foretaget af A&B Analyse for Altinget.dk i september viste, at 52 procent af danskerne mener, at regionerne bør nedlægges. Mandag var den radikale spidskandidat i Region Hovedstaden, Charlotte Fischer, ude i Berlingske og kalde regionerne for et discountdemokrati, der er styret fra Christiansborg, men regionsrådsformand i Region Sjælland, Steen Bach Nielsen (S) mener nu ikke, at det står helt så slemt til.

- Det er ikke en korrekt vurdering, at vi er bundet på hænder og fødder af Folketinget og ikke har nogen indflydelse. Regionerne har ganske vide rammer i forhold til at tilrettelægge for eksempel sundhedspolitikken, og med folkelig opbakning bliver der kæmpet nogle kampe, hvor regionen er med til at samle kræfterne bag, siger han.

Jernbane og leukæmi

Steen Bach Nielsen peger blandt andet på, at det er lykkes at få den akutte leukæmi til Roskilde, så alle specialerne er samlet, at regionen har kæmpet for at få elektrificeret banestrækningen fra Rødby til København og peget på nødvendigheden for en ny storstrømsbro.

- Vi havde aldrig fået blandt andte leukæmi specialet, hvis kampen var kæmpet fra København, og de store trafikinvesteringer er kommet igennem, fordi borgere, kommuner og regionen er gået sammen. Regionerne er med til at samle kommunerne om en fælles sag. Samtidig tror jeg, at der er opgaver i sundhedssektoren, som kommunerne gerne vil være foruden. Hvordan skulle de for eksempel være blevet enige om, hvor supersygehuset skulle ligge? Jeg er sikker på, at i hvert fald 6 kommuner ville have ment, at de skulle have det, siger Steen Bach Nielsen.

Tættere på borgerne

Han medgiver, at en del af kritikken af regionerne er berettiget, men holder stadig på, at han og kollegerne i regionsrådet med folkelig opbakning kan nå langt.

- Vi er længere væk fra borgerne end kommunalpolitikerne. Det er rigtigt, men på eksempelvis erhvervs og sundhedsområdet er vi tættere på borgerne, og de har masser af muligheder for at følge vores arbejde på hjemmesiden og de sociale medier. Tag bare Facebook, hvor flere tusinde bakker op om, at vi får lov til at foretage de akutte ballonudvidelser i Roskilde i stedet for, at patienterne skal til København. Det er den slags folkelige opbakning, der giver os mod til at kæmpe sagerne, siger han.

Fakta:

  • Region Sjællands budget for 2013 er på 17,1 milliarder kroner
  • Heraf går næsten 16 milliarder kroner til sundhed, 610 millioner kroner til socialområdet og 557 millioner kroner
  • Regionen administrerer blandt andet sygehuse og psykiatri
  • Region Sjællands regionsråd består af 41 politikere
  • Den 19. november er der samtidig med kommunalvalget valg til regionsrådet

Nyhedsoverblik