Regioner: De mest syge skal forrest

Regionerne ønsker at behandlingsgarantien på een måned kun skal gælde for alvorlige sygdomme. Patienter med mindre alvorlige lidelser skal vente længere

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sygdommen og kalenderen skal afgøre, hvor hurtigt patienterne i fremtiden skal garanteres behandling på landets sygehuse.

- Hvis alle uanset lidelse skal behandles inden for en måned, risikerer vi at tage de mindre syge før de meget syge. Det er hovedløst - og dyrt, siger Bent Hansen (SocDem), formand for Danske Regioner til Morgenavisen Jyllands-Posten.

I øjeblikket er én måneds garantien suspenderet, så sygehusene kan få ro til at rydde op i ventelistepuklerne efter forårets konflikt.

Danske Regioner arbejder nu med en gradueret version af garantien for at undgå, at alle igen skal behandles inden for en måned til sommer

- Det er læger, som skal vurdere, om en patient skal hurtigt til eller kan vente i tre måneder, siger Bent Hansen, som samtidig slår fast, at en garanti i flere gear vil give det offentlige bedre priser på privathospitalerne.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er ikke indstillet på at splitte garantien op, men fastholder den ene måned.

- Borgerne skal have deres rettighed tilbage, og der skal hverken pilles eller fifles ved den ene måned,« siger han, der i den sag bakkes op af både Venstre og Dansk Folkeparti.


Nyhedsoverblik