Det er her, færrest unge uddanner sig, produktivitetsvæksten er lavest, og antallet af innovative virksomheder er i bund. Det viser regeringens regionalpolitiske vækstredegørelse, som netop er udkommet.
- I dag ligger Udkantsdanmark lige uden for København. På stort set alle udviklingsparametre ligger Sjælland nederst, mens det ser bedre ud, når du kommer længere væk fra København, siger Jon Sundbo, professor i erhvervsøkonomi ved Roskilde Universitet, til Politiken. Han mener, at det er en hæmsko for Region Sjælland at ligge så tæt på Danmarks kraftcenter nummer 1, København.
- Sjælland bliver drænet, fordi folk orienterer sig mod storbyen og virksomhederne ligger dér, siger Jon Sundbo.
Udviklingsdirektør Jørgen Rosted fra Erhvervs- og Byggestyrelsens forskningsenhed, Fora, mener også, at Sjælland lider under at være lillebror til hovedstadsregionen.
- Det er en sovepude at ligge så tæt på København. Man er sikker på at få en masse skatteindtægter fra de mange pendlere. Derfor gør man alt for lidt for at udvikle sig, og det er dumt, siger Jørgen Rosted til avisen.