Provins-sjælland er hårdest plaget af indbrud

Med 85 indbrud per 10.000 indbyggere er borgerne i Region Sjælland dem, der er hårdest plaget af indbrudstyve. På landsplan er tallet 75 indbrud per 10.000.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

2 bærbare computere, 1 ipad og 1 posefuld smykker.

Der er masser af let-omsættelige værdier i helt gennemsnitlige hjem. Også på den del af Sjælland, der ellers ikke er kendt for luksusvillaer. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Sikrer os for dårligt

Og det er en af forklaringerne på, at antallet af indbrud er væsentligt højere i Danmark end i vores nabolande. Men det forklarer ikke, hvorfor der er flere indbrud per indbygger i Region Sjælland end noget andet sted i landet.

Helt præcist var der i 2013 6913 indbrud i privat beboelse i Region Sjælland - det svarer til 85 indbrud per 10.000 indbyggere. På landsplan var det tal blot 75.

- Indbrud sker generelt over alt, og jeg mener, forklaringen på det høje antal indbrud på landsplan skal findes i, at vi simpelthen sikrer os for dårligt. Da man i Holland indførte nye standarder for sikkerheden i vinduer og døre ved nybyggeri, så faldt antallet af indbrud markant, forklarer chefkonsulent hos Forsikring og Pension, Jacob Nisgaard Larsen.

7 gange så mange som i Norge

Antallet af indbrud - også i Region Sjælland - er ellers faldet markant siden 2009. Dengang blev 8871 familer i regionen - i følge tal fra Danmarks Statistik - mødt af et gennemrodet hjem efter indbrud. Det svarer til 108 indbrud per 10.000 indbyggere.

I Forsikring og Pension, der er en interesse-organisation af forsikrings- og pensions-selskaber, ærgrer man sig over hvert eneste indbrud.

- Hvert eneste indbrud er ét for meget, og vores mål er at sætte fokus på forebyggelse. I dag er der 7 gange så mange indbrud i Danmark som i Norge, og samtidig er udbyttet 3 gange højere her end i Tyskland. Det må kunne imødegås simpelthen ved, at vi allesammen sikrer vores huse bedre. Vel at mærke uden at omgøre villa-kvartererne til det rene Fort Knox, tilføjer Jacob Nisgaard Larsen.


Nyhedsoverblik