Privathospital skal skaffe læger til yderområder

Region Sjælland vil have privathospital til at løse problemet med at skaffe læger i yderområder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Første gang region går så langt

Region Sjælland mangler folk til lægehuse og hospitaler og vil nu have den private sektor på banen.

Private aktører skal overtage afdelinger på offentlige sygehuse, der ligger i Region Sjælland. Det er første gang, at en af landets fem regioner overlader den slags kerneydelser i sundhedsvæsnet til private.

Ifølge regionens nye budgetaftale ønsker man, at et privathospital skal sikre lægedækning "på ydertidspunkter og i yderområder", løse opgaver i almen praksis og drive "enkelte afsnit eller afdelinger" på hospitaler i regionen, skriver Berlingske.

Skal presse praktiserende læger

- Vi skal have behovet for læger dækket. Og så står vi med en sektor - de praktiserende læger - der skriger efter at få konkurrence, siger Jens Stenbæk (V), som er næstformand i Region Sjælland, til Berlingske.

- Med en privat aktør skulle det gerne blive muligt at få mere for pengene, tilføjer han.

Regionen vil derfor indgå et strategisk samarbejde med et privathospital i begyndelsen af det nye år, og den øgede konkurrence på området skal skaffe patienterne bedre og billigere behandlinger, lyder forventningen.

Det skal også skaffe læger til de mange ledige stillinger på sygehuse og i lægehuse i udkantsområder.

Andre regioner kritiske

Der er tale om det hidtil mest vidtgående samarbejde mellem den private og offentlige sektor, vurderer Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, som bifalder projektet:

- Der er virkelig tale om spændende og fordomsfri nytænkning, hvilket er påkrævet, siger han til Berlingske.

Samme positive toner lyder dog ikke fra den socialdemokratiske regionsrådsformand Bent Hansen fra Region Midtjylland. Det er ikke den vej, man vil overveje at gå i den midtjyske region, fastslår han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik