Prædiken

Af Mette Marie Trankjær

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To små billeder, to små lignelser får vi i dag af Jesus. Hvad skal de til for? Hvad kommer de os overhovedet ved? Hvilken status tillægger vi dem?

Vi kan slå dem hen, som noget der ikke handler om os, men bare om korn og sennepsfrø – eller i hvert fald om noget andet, eller nogle andre end os. Vi kan sige: Hus forbi! De billeder er hjemløse hos os. Finder ikke fodfæste, vinder ingen genklang.

Eller vi kan tage dem til os som indblæst af Gud og nyttige til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning, sådan som vi hørte om det i epistlen.

Men tilhører vi da Gud? Ja, det vil jeg tillade mig at gå ud fra. Hvem skulle vi ellers tilhøre andre end ham, der er om os på alle måder – også selvom vi ikke kender ham. Ham, der vil, at hans rige skal vokse frem, at det skal dryppe ned fra himmelen, strømme fra skyerne.  Og så er der noget, der tyder på, at det skal vokse frem gennem os.

Sommetider synes man, at Gud kunne have fundet både hurtigere og bedre veje til at udbrede sit rige end ved at insistere på, at det skal vokse frem i os og gennem os og imellem os. Jeg mener, tænk på hvor vrangvilligt vi tit stiller os an.. vi klager og brokker os over tilværelsen, vi anklager måske endda Gud og spørger ham: Hvad har du egentlig gang i? Hvad er det du laver? Vi synes, at vi har ret til både det ene og det andet, og tænker mindre på, hvad vi har pligt til.

Alligevel insisterer Gud altså på, at vi skal være med. Som om han slet ikke bryder sig om at være Gud uden os. Vi skal være en del af hans vækst. Vi skal blive fuldvoksne og det tager tid. For nylig hørte jeg i radioen, at vi på mange måder er længere og længere tid om at blive egentlig fuldvoksne. På den ene side tiltager vi os hurtigere og hurtigere den voksnes rettigheder, men på den anden side når det kommer til pligterne, så halter det.

Vi er længe om at ville forpligte os f.eks. i parforhold eller ægteskab, vi er længe om at forpligte os i forhold til at få børn, for vi har nok alle sammen en fornemmelse af, at når de kommer, så bliver det bydende nødvendigt i en årrække at sætte sine egne lyster og behov til side for et andet væsens skyld. Og her mener jeg helt basale behov, som søvn og spisetider. For slet ikke at tale om, at det for en tid kan være slut med at hænge ud med vennerne på café, gå i biografen osv. Det er åbenbart så skræmmende for os, at mange venter så længe med at få børn, at det ikke bare går af sig selv, som vi hører om det i dag, når Jesus taler om jorden, der af sig selv giver afgrøde.

Med andre ord så opfører vi os som teenagere langt op i 30erne, og i den anden ende af livet, når vi holde op med at arbejde, så genoptager vi ungdomslivets uforpligtende livsform med rejser og adspredelser, hvis vi overhovedet har økonomi og helbred til det.  Og vi takker ikke engang for, at det er muligt. Vi gør det bare. Som en selvfølge. Indtil vi måske får nok. Som en mand, jeg hørte om, der egentlig havde glædet sig til sit otium, for så skulle han rigtigt spille golf, men da det kom til stykket opdagede han, at det ikke var nok, som han udtrykte det, at bruge de sidst år af sit liv på at trille en meget lille bold ned i et meget lille hul – også selvom han havde både tid, råd og helbred til det. Måske var det dér han begyndte at blive fuldvoksen. Da han indså, at der var andet i livet end adspredelse. Og her tror jeg faktisk det er sennepsfrøet, der rører på sig dybt inde i mennesket.

Det kilder og kradser som en lille uro: Der må da være noget andet og mere jeg kan gøre end det her.. Måske tænker man i første omgang ikke et øjeblik på Gud eller hans rige, eller hans retfærdighed. Man mærker bare en uro og en længsel efter at stille noget op med sit liv, der giver mening – ikke bare for én selv, men også for andre.

Men også selvom man altid har været bevidst om at have Gud i sit liv, kan man blive træt og udkørt. Som nogen ved, er jeg lige kommet hjem fra en 30dages retræte i England. De sidste dage inden hjemrejse, talte vi 29 mennesker der i 30 dage havde levet i et tyst fællesskab, om hvad retræten havde forandret i os, og jeg blev meget betaget af det én af de andre sagde: Hun har hele livet arbejdet hårdt både i udlandet og i sit hjemland, og faktisk altid for udbredelsen af Guds rige. Sådan i al stilfærdighed. Nu inden retræten havde hun gået og tænkt på, at når hun om en 5-6år skulle pensioneres, så ville hun hvile ud. Men nu på vej tilbage til hverdagen og alle dens gøremål, var hendes indstilling en anden og hun sagde: Nu ved jeg, at jeg vil blomstre til det sidste, for der er godt, at være én man regner med. Hun ville altså med andre ord blive ved med at stille sig selv til rådighed, og lade Gudsriget vokse frem i sig og omkring sig, og der var tydeligvis ikke tale om nogen tvang, den beslutning var vokset frem i det stille. Helt af sig selv. Men vækst tager tid. Det tager tid at blive et fuldvoksent menneske og ikke bare tumle rundet i livet som en forvokset teenager, så snart man får chancen. At blive fuldvoksen i Gudsrige er at erkende sin afhængighed af Gud i ét og alt. Det er derfor Jesus siger, at den der ikke modtager Guds rige som et lille barn slet ikke kommer ind i det. Så at blive fuldvoksen for Gud er at blive bevidst om, at man modtager alt fra ham og så give det videre, så godt man kan. Og der er ingen pensionsalder.

Af sennepsfrøet, kan der vokse en busk frem, der kan få tætte grene, der giver læ og ly for andre væsener. For det er dér, livet udspiller sig, når vi giver læ og ly for hinanden, og det er også dér Guds rige vokser frem.

I filmen om: ” Om mænd og Guder, er der en gribende scene, der handler om lige præcis dette her ” Filmen handler om en lille flok franske munke, der i mange år har levet i et kloster i Nordafrika. De lever i fuldstændig samklang med landsbyens muslimske befolkning. De taler med dem, fester med dem, hjælper dem med tøj og medicin og andre fornødenheder. Men da mere fundamentalistiske strømninger med vold og terror forsøger at få magten i landet, kommer munkene i fare og bliver truet. Det trækker op til at de skal forlade landsbyen. Det vil de ikke, i hvert fald ikke for at redde deres eget skind. Det eneste, der ville kunne få dem til at rejse, er hvis de bringer landsbyens beboere i fare. Det prøver myndighederne så på at overbevise dem om, og de siger igen og igen, at de ikke kan garantere for munkenes sikkerhed.  Munkene tøver nu, og har flere lange samtaler om, hvad der er bedst at gøre: Og man ser, at de er lige så forskellige og bange af sig som de fleste af os, og samtidig er de drevet af tanken om, hvordan handler man som et fuldvoksent menneske i sådan en situation.

Der er ingen enkle løsninger og en tid bølger det frem og tilbage. Tro og tvivl brydes. Hvad godt vil der komme ud af at de udsætter sig for livsfare, spørger én af dem – helt berettiget! De er kommet dér for at hjælpe og leve, ikke for at blive slået ihjel.

En samtale mellem den gamle munk, Luc, der er læge og en kvinde i landsbyen bliver udslagsgivende. Luc forbereder kvinden på, at munkene måske må rejse - af hensyn til landsbyens beboere, og han siger så:

Vi er som fugle på grene, vi ved aldrig hvor vi skal slå os ned næste gang. Nej, siger kvinden: Det er os der fuglene, I er grenene og uden jer har vi hverken læ eller ly. De ord gør det endelige udslag og munkene bliver, til de bliver hentet af oprørerne og ført bort til henrettelse, fraset de to, der har held til at gemme sig og har kunnet fortælle deres historie, som danner grundlag for filmen.

Noget tyder altså på, at Gudsrigets fremvækst sker på andre betingelser, end dem vi opstiller for andre former for vækst. Gødningen er ikke hverken substral eller anden form kunstgødning. Gødningen er taknemmelighed og bøn. Gødningen er en bevidsthed om, at på knæ bliver alting større – også vi. Når man lægger sig på knæ og i bogstavelig forstand vokser nedad, så bliver verden omkring én større. Pludselig, når man ligger dér på knæ, kan man ikke se op over bordkanten, vinduerne tårner sig op over én, himmelen og træerne med. Alt bliver større – også vi. For den der takker og beder bliver opmærksom på at være en del af Gudsrigets fremvækst, bliver opmærksom på, at andre måske finder læ og ly hos én, ligesom man selv har glæde af at ligge i læ og ly hos nogen.

Sommetider er man fuglen og til andre tider er man grenene og hvad enten man er fugl eller gren, så banker sennepskornet, Gudsvæksten allerinderst i os, for uden Gud, kan vi slet intet gøre – og samtidig skal vi løfte hovedet og takke for, at han regner med os i sit rige.


Nyhedsoverblik