Politisk aftale skal sætte fut i udkanterne

Gang i internettet og billigere færger er den borgerlige bloks medicin til de skrantende udkanter. Netop vedtaget borgerlig vækstpakke får blandet modtagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vækstaftalen mellem partierne i den borgerlige blok er et fint skridt på vejen. Men stadig meget langt fra målstregen.

Sådan lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd efter regeringens aftale tirsdag med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative.

Aftalen skal blandt andet sikre hurtigere internet til hele landet og lavere færgetakster til og fra de danske øer.

- Med hensyn til internet er vi glade for, at vi nu ser en statsinvolvering, så vi kan få højhastighed ud til dem, der ønsker at bosætte sig i yderområderne, siger formand Steffen Damsgaard.

I aftalen afsættes 80 millioner kroner i år til bredbåndspuljen og 40 millioner kroner årligt fra 2017 til 2019.

Puljen kan søges af kommuner og lokale sammenslutninger, som hidtil forgæves har efterspurgt bedre internetdækning.

Billigere med færgen
Med den nye aftale bliver det også billigere at sejle med færger.

I år afsættes 48 millioner kroner til formålet. De kommende år bliver 95 millioner kroner lagt til side til billigere færgebilletter.

- Man får reduceret den betalingsring, der ligger rundt om småøerne. Men vi så også gerne, at man kunne sænke priserne i højsæsonen for turister, men det vigtigste er, at fastboerne tilgodeses, siger Steffen Damsgaard.

Dansk Industri og Dansk Energi er til gengæld meget positive.

Dansk Industri fremhæver, at aftalen fremmer udbuddet af erhvervsuddannelser i tyndt befolkede områder ved forsøg med etablering af satellitafdelinger for elevers første del af uddannelsen.

- Hvis vi ikke får uddannet langt flere faglærte - især på de tekniske områder - er der udsigt til mangel på 44.000 faglærte i 2025, siger direktør i Dansk Industri, Tine Roed.

Også fra Dansk Energi er der ros.

Energiselskabernes erhvervs- og interesseorganisation er især positiv over for, at kommunerne med aftalen får adgang til bredbåndspuljen og dermed et nyt alternativ til udbredelse af bredbånd.

Regeringens bredbåndsmålsætning medfører, at alle danskere skal have adgang til bredbåndshastigheder på mindst 100 Mbit/s download senest i 2020.

/ritzau/

 

Regeringens vækstaftale med DF, LA og K betyder: