Politikere åbner for stemmeret til unge

Ved fremtidige valg skal 16-årige en tur i stemmeboksene, lyder anbefalingen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Unge skal have ret til at kunne stemme fra de er 16 år gamle, sådan lyder anbefalingen fra den såkaldte Valgretskommission, der i dag offentliggør sin rapport, skriver Politiken. Et stort flertal af kommissionens medlemmer fra blandet andet de tre regeringspartier S, SF og R samt Enhedslisten står således bag et forslag om at sænke grænsen for, hvornår unge må stemme. Det gælder eksempelvis den socialdemokratiske gruppeformand, Mogens Jensen.

»Samfundet kan kun have interesse i, at vi får de unge inddraget i de demokratiske processer og i samfundsudviklingen. Jo tidligere man gør det, jo bedre«, siger Mogens Jensen til Politiken.

Valgretskommissionens betænkning indeholder 28 bud på, hvordan unge kan inddrages bedre i demokratiet. 23 politikere, eksperter og organisationsfolk har været en del af arbejdet, og langt størstedelen foreslår, at Folketinget skal drøfte muligheden for at indføre 16-års valgret ved alle offentlige valg.

Blandt det positive flertal på 15 er Mogens Jensen (S), Zenia Stampe (R), Anne Baastrup (SF) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL). Kun en tredjedel af medlemmerne af kommissionen anbefaler, at valgretsalderen bevares på 18 år.

»Der er så mange gode argumenter for at nedsætte valgretsalderen og meget få gode argumenter for at lade være. Målet må hele tiden være, at så mange som muligt kan deltage i demokratiet«, siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen til Politiken.

Valgretskommissionen blev nedsat i 2010 af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), og indtil regeringsdannelsen i oktober var flere nuværende ministre en del af kommissionen. Derfor tror formanden for DUF, Rune Siglev, på, at en lavere valgretsalder er realistisk.

»Flertallet er der. Muligheden er der. Vi er så tæt på at kunne fremsætte et forslag, at der er rigtig meget, der taler for, at unge 16-årige kommer til at stemme ved et af de kommende folketingsvalg«, siger han til Politiken.

I regeringen er ministrene positive, men det kan tage noget længere tid, lyder meldingen. »Regeringen kigger naturligvis på rapporten, men ellers har jeg ikke rigtig nogen kommentar til den«, siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), der selv har siddet i kommissionen, til Politiken.


Nyhedsoverblik