Politifolk snydt for 27.700 timer

En gigantisk overarbejdspukkel er pludselig dukket op i landets politikredse. En opgørelse alene i Midt- og Vestsjællands Politi viser, at betjentene pludselig har fået 27.700 ekstra afspadseringstimer til gode oven i, hvad de havde i forvejen havde på afspadseringskontoen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Puklen er opstået, fordi politibetjentene i Midt- og Vestsjællands Politi sammen med resten af landets betjente i flere år er blevet snydt for en særlig kompensation, som skal gives, når fridagen mellem to vagter er for kort. Reglen siger, at hvis eksempelvis en betjent får fri søndag klokken 23.00 og skal møde igen tirsdag klokken 7.00, så er fridagen om mandagen for kort, og derfor skal betjenten kompenseres med ni timers afspadsering.

Men tilsyneladende har ingen betjente automatisk fået registreret denne kompensation, og derfor skal landets politikredse nu lave opgørelser over betjentenes afspadsering i forbindelse med for korte fridage siden april 2007.

De 27.700 afspadseringstimer hos Midt- og Vestsjællands Politi fordeler sig meget ujævnt mellem politikredsens cirka 400 betjente. Nogle betjente har rigtig mange timer til gode, mens andre slet ingen har til gode. Af opgørelsen fremgår det ligeledes, at nogle afdelinger er meget hårdt ramt af afspadseringspuklen. Rekordholderen kan se frem til 270 timers afspadsering eller hvad der svarer til mere end syv ugers afspadsering. Det skriver Dagbladet.

Fællestillidsmand Mogens Heggelund fra Midt- og Vestsjællands Politi forklarer, at politifolkene har lavet en aftale om, at afspadseringen skal være afviklet inden udgangen af 2010. Han glæder sig over, at der er indgået en aftale om, at det overarbejde, som kommer i forbindelse med klimatopmødet skal udbetales til den enkelte betjent.

- Vi vil ikke lige have brug for, at klimatopmødet også giver en opsparing af afspadseringstimer, siger Mogens Heggelund til Dagbladet.


Nyhedsoverblik