Politiet indsætter antiterrorkorps i stor bandeaktion

OPDATERET: Politiet har gennemført en storstilet aktion mod bander og rockere på hele Sjælland. Der er fundet våben og narko under aktionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiets antiterrorkorps, Aktionsstyrken, er onsdag aften blevet indsat i en stor aktion rettet mod rocker- og bandemiljøet på Sjælland.

Det oplyser Task Force Øst i en pressemeddelelse.

Omkring 40 adresser på hele Sjælland er blevet ransaget, og har ud over almindelige politifolk og elitekorpset Aktionsstyrken også deltagelse fra Skat.

Finder våben under aktion

Politiet har blandt andet fundet et skunk-laboratorium og adskillige våben med ammunition i aktionen. Blandt andet er et oversavet jagtgevær og en maskinpistol blevet beslaglagt. En række personer er desuden blevet anholdt.

- Status efter ca. to timers indsat er, at der er fundet et oversavet jagtgevær med ammunition, en maskinpistol, slagvåben, narkotika og en gaspistol. Der er flere anholdte, hvoraf en del ventes fremstillet i grundlovsforhør i morgen, siger politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden, Københavns Politi, og operationsansvarlig for dagens aktioner torsdag aften klokken 20:20.

- Der er fortsat ransagninger på flere adresser som forventes afsluttet i løbet af aftenen, siger han.
 
Han forklarer aktionen med den aktuelle situation i bandemiljøet, hvor der den seneste tid har været flere skudattentater og hævnaktioner.

Vil have bandemedlemmer i tale

- Vi gør det klart for rocker- og bandemedlemmerne, at vi under ingen omstændigheder vil acceptere voldelige konflikter, at vi griber ind over for deres kriminalitet, herunder blandt andet deres åbenlyse hashhandel og besiddelse af ulovlige våben. Samtidig ønsker vi at få bandemedlemmerne i tale og tilbyde dem hjælp til at komme ud af det kriminelle miljø, siger Jørgen Skov.


Nyhedsoverblik