Politiet efterlyser vidner til halmbrande

Politiet mangler konkrete spor af den, eller de brandstiftere, der står bag halmbrande på seks marker i regionen natten til søndag og søndag morgen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden brandene blev slukket har politiet forsøgt at finde tekniske spor, men uden held.

- Vi må desværre konstatere, at i brande, hvor det er halm eller bigballer, der brænder, jamen så udsletter sporene sig selv, og det vil sige, at vi ikke har nogle tekniske spor, fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.

Kan være samme gerningsmand
I alt seks steder gik halm op i røg i løbet af seks en halv time natten til søndag. Det drejer sig om marker ved Kalundborg, Ruds Vedby, Sorø, Fjenneslev og to i Ringsted.

Politiet har endnu ikke konstateret en sammenhæng mellem brandene.

- Men da alle brandene er foregået inden for et afgrænset tidsrum, så virker det jo meget påfaldende. Så jo, vi tror da, at der er en vis sammenhæng, siger han.

Politiet vil nu meget gerne høre fra vidner, der kan have set en bil eller nogle personer i nærheden af de pågældende marker.

Sådan kom anmeldelserne:

  • 23.59 Kalundborg, lille brand i et par halmrevler
  • 5.34 Sorø, Rødengsvej, brand i halm
  • 5.38 Ringsted, Havemøllevej, brand i halm
  • 5.56 Ringsted, Skælskørvej, større brand - 20 big baller
  • 6.13 Fjenneslev, Fjenneslevmaglevej, brand i halm
  • 6.30 Ruds Vedby, Nykøbingvej, brand i halm

Nyhedsoverblik