Politiet efterforsker mistænkeligt fund af lig som drab

Juleaftensdag fik politiet en anmeldelse om, at der var fundet et lig ved et vandhul i Borup nær Ringsted. Sagen efterforskes som drab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Omkring klokken 16.00 juleaftensdag fandt politiet et lig ved et vandhul i Borup nær Ringsted.

Liget har ifølge politiet ligget flere måneder i vandet, og derfor kan man fra politiets side ikke sige særlig meget om sagen på nuværende tidspunkt. Politiet kan end ikke oplyse, hvilket køn der er tale om, fordi liget er så medtaget.

- Vi håber, at obduktionen, som begynder her klokken 10.00, kan kaste mere lys over sagen, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

- Blandt andet hvilket køn der er tale om, tilføjer han.

Stadig på området

Sagen er nu overdraget til afdelingen for personfarlig kriminalitet.

- Når der er mistænkelige forhold, så efterforsker vi det som drab. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad der er foregået, siger Carsten Andersen.

Politiet er stadig til stedet i området, hvor liget den 24. december blev fundet. 

Liget er kørt til nærmere undersøgelse på Retsmedicinsk Institut.


Nyhedsoverblik