Politiet efter dagens omfattende rockeraktion: - Vi har slået massivt til

Hele dagen har politiet foretaget en massiv aktion mod rocker- og bandegrupperinger efter seks drabsforsøg begået inden for de seneste 18 måneder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I alt 27 adresser er blevet ransaget af politiet ved dagens rockeraktion på Sydsjælland og Lolland-Falster og i hovedstadsområdet.

Aktionen kommer i kølvandet af seks rocker- eller banderelaterede drabsforsøg, som blev begået flere steder i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds inden for de seneste 18 måneder.

I alt er 14 personer blevet anholdt i løbet af dagen. De er sigtet for drabsforsøg, overtrædelse af våbenloven under særlige skærpende omstændigheder og for salg af euforiserende stoffer efter straffeloven.

Hvorfor vælger I at slå massivt til i dag mod bandemiljøet?

- Det har vi, fordi vores efterforskning har bragt os til et sted, hvor vi mente, at vi kunne sigte nogle folk, siger Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Politi
Læs også
Rockeraktion efter flere drabsforsøg: Der er nu anholdt i alt 14 personer
Politi
Læs også
Rockeraktion efter flere drabsforsøg: Der er nu anholdt i alt 14 personer

- Og vi ved, at når vi skal slå til mod det her miljø, så er der behov for en massiv planlægning. Vi var udfordret af, at det var et stort geografisk område, vi skulle slå til mod, selv om alle politikredse er begået i vores område, så skulle vi slå til mod stort set hele Sjælland og hovedstadsområdet. Derfor var vi nødt til at lave en omfattende plan. Det har betydet, at vi har slået meget massivt til og anholdt 14 personer.

Fandt narkotika og våben

Politiet vurderer, at de 14 personer har en tilknytning til en af rocker- eller bandegrupperingerne Bandidos, Asgardians 89, Brothas eller Gremium.

Ved dagens ransagninger fandt politiet blandt andet narkotika, flere våben og ammunition.

Aktionen blev foretaget i dag af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i tæt samarbejde med Københavns Politi, København Vestegns Politi, Nordsjællands Politi og Særligt Efterforskningscenter Øst.

Dagens aktion er foreløbig afsluttet, oplyser politiet.

SEKS DRABSFORSØG

  • En skudepisode 9. november 2017 på Torvet i Faxe, hvor der skydes ind i en kiosk.
     
  • To skudepisoder i Vordingborg den 16. og 18. april 2018, hvor der bliver skudt ind til et rockermedlem i Kirsebærplantagen og på Rønnebærvej.
     
  • En skudepisode den 20. april 2018 ud for en tatoveringsforretning i Næstved, hvor der bliver skudt mod en mand med rocker-/banderelationer.
     
  • En skudepisode den 28. maj 2018 i Stenlille på Stationsvej, hvor der bliver skudt mod en mand med rocker-/banderelationer.
     
  • Et drabsforsøg med kniv den 1. juni 2018 på Byskov Allé i Slagelse, hvor der også sættes ild til en bygning og udøves vold i forbindelse med en trussels- og afpresningssag.

Formået at sætte gerningsmænd på

I har med succes lagt låg på bandekonflikten på Lolland og Falster – blandt andet fordi I har fået anholdt rigtig mange af dem, der var involveret i konflikten. Er det det samme, I er i gang med i resten af området?

- Vi kan med en vis tilfredshed notere os, at de seneste ni skyderier vi har haft og bandekonflikter, dem har vi været i stand til at få en gerningsmand på, siger Kim Kliver.

- Det betyder alt andet lige, at befolkningen kan se, at politiet sætter handling bag ordene og at de forhåbentligt kan føle sig mere trygge, når man kan se, at disse utryghedsskabende bandepersoner bliver taget ud af situationen.

Flere af de anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag ved Retten i Næstved.


Nyhedsoverblik