Politiet afslører 15 adresser med pirat-TV-seere

15 hjem risikerer at skulle betale flere tusinde kroner i bøde og erstatningskrav for at have set TV ulovligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan blive en dyr omgang at snyde sig til se at serier på TV2 Zulu og fodbold på Canal9.

Midt- og Vestsjællands Politi fandt onsdag 15 adresser i Køge-området, som ifølge politiet ulovligt delte krypteringskoder til betalings-TV, såkaldt card sharing.

Det kan koste de ulovlige seere en bøde på op til 20.000 kroner. Derudover kan de risikere et erstatningskrav i samme størrelsesorden fra TV-selskabet.

Det er én bagmand, der har delt sit TV-kort til yderligere 15 adresser, oplyser politiet. Han bor i Køge Kommune, og bliver blandt andet sigtet for overtrædelse af straffeloven.

- Manden, der sidder med serveren, modtager et mindre beløb fra de personer, som han lejer ud til, for at få dækket sine omkostninger plus lidt til. Det har stået på i et stykke tid, siger politikommissær Niels Kristoffersen.

Men bagmanden fra Køge var ikke den eneste, der havde fået den idé at dele sit TV-kort.

- På den ene adresse finder vi en server, som deler med yderligere 10 brugere. På samme vis, som den første har gjort, siger politikommissæren og fortæller, at de 10 personer i den nærmeste fremtid vil blive kontaktet af politiet.

- Vi er ved at undersøge om de to har arbejdet sammen eller er to selvstændige, siger politikommissæren.

Politiet gennemførte ransagningerne på baggrund af en anmeldelse fra STOP - Nordic Content Protection, - der blandt andet repræsenterer Canal Digital og Viasat - som havde opdaget mistænkelig adfærd hos en bruger.

- Der var noget uregelmæssighed omkring brugen af et kort. Det undersøger de og finder ud af, at han faktisk deler sit kort med 15 andre brugere, forklarer Niels Kristoffersen.

De 15 adresser med piratseerne har primært adresse i Køge Kommune, mens et par enkelte bor i Nordsjælland.

 

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik