Politiet advarer mod fupopkald fra 'Microsoft'

Borgere i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds har i weekenden fået hævet penge på deres konti af personer, der udgav sig for at være fra Microsoft.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet advarer i øjeblikket mod fupopkald fra folk, der udgiver sig for at være fra Microsoft. I weekenden oplevede 2 personer at blive ringet op af en mand, der sagde, at deres computere var blevet hacket, og at de skulle indbetale 49 kroner for at deres sikkerhedsprogram blev aktiveret igen.

Læs også: IT-kriminalitet: Sådan undgår du at blive snydt

Under indbetalingen fik manden kontrol over deres pc, hvor han kunne skrive og styre musen. Efterfølgende har begge borgere opdaget, at der er hævet et beløb betydeligt større end de 49 kroner på deres konti.

68-årig ringet op 2 gange

Derfor opfordrer politiet til, at man er meget opmærksom på dette og råder til, at man ikke udleverer password eller kontooplysninger.

I august bragte TV ØST et indslag med Georg Bleis fra Rødby, der ligeledes havde oplevet at blive ringet op en af person, der udgav sig for at være fra Microsoft. Den 68-årige blev ringet op 2 gange på under et døgn, men fattede mistanke og udleverede ingen kontooplysninger til den engelsktalende person i den anden ende af røret.

Læs også: Ringet op af svindlere : Ville hjælpe ham med computeren

Georg Bleis ringede også til Microsoft for at tjekke, om de virkelig henvendte sig til kunder på den måde, og men firmaet kendte ikke noget til opkaldene.

Politiet gav i august borgerne disse råd, hvis man bliver kontaktet af fremmede på lignende måde:

  • Giv ikke personfølsomme oplysninger ud over mail eller telefon (CPR-nummer, kontonummer etc.).
  • Installer ikke software på computeren, som du ikke har kendskab til.
  • Store firmaer såsom Microsoft ringer normalt ikke til deres kunder. Vær skeptisk over for opkald som disse.
  • Skulle du alligevel have installeret software, som kan risikere at give hackere adgang, så skynd dig at slukke computeren.
  • Kontakt politiet, hvis du bliver udsat for snyd.

Nyhedsoverblik