Politi sætter fokus på hadforbrydelser i ny kampagne

Politiet vil med en ny kampagne have flere til at stoppe hadet og anmelde episoder, hvor de føler sig udsat for en hadforbrydelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hadforbrydelser er stadig et område, hvor der er behov for en stor indsats fra politiet.

Sådan lyder konklusionen fra Rigspolitiet, efter man på landsplan registrerede 449 hadbrydelser sidste år. 

46 gange registrerede politikredsene her i regionen hadforbrydelser sidste år. 

Hos Midt- og Vestsjællands Politi registrerede de 25 hadforbrydelser, hvilket er lidt lavere i forhold til 2017, hvor tallet lå på 33. Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi registrerede de 21 hadforbrydelser i 2018, hvilket også var lidt lavere end i 2017.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse på baggrund af deres nye årsrapport.

quote Hadforbrydelser er et prioriteret område, som politiet har stort fokus på. Men det er også et komplekst område

Tenna Wilbert, centerchef ved Nationalt Forebyggelsescenter

Spørger man Tenna Wilbert, der er centerchef ved Nationalt Forebyggelsescenter, er det vigtigt at få området omkring hadforbrydelser belyst. 

- Hadforbrydelser er et prioriteret område, som politiet har stort fokus på. Men det er også et komplekst område, fordi en hadforbrydelse kan være alt fra et groft tilråb på gaden til graffiti eller grov vold, og det kan være vanskeligt at afgøre, hvad motivet bag forbrydelsen er, udtaler hun i pressemeddelelsen og fortsætter:

Grafik af psykologisk vold
Læs også
Psykisk vold fører til den første dom
Grafik af psykologisk vold
Læs også
Psykisk vold fører til den første dom

- Derfor er det vigtigt, at vi får så retvisende et billede som muligt. Hvis vi skal efterforske og styrke forebyggelsen, er det vigtigt, at vi kender omfanget og ved, hvor forbrydelserne finder sted. Derfor arbejder vi både på at styrke vores interne monitering på området og på at få flere til at anmelde det til politiet, hvis de har været udsat for en hadforbrydelse. Det gør vi blandt andet gennem styrket samarbejde med interesseorganisationerne og gennem en ny kampagne.

Vil have folk til at stoppe hadet

Stop hadet er navnet på en ny anmeldelseskampagne, som Rigspolitiet nu har sat i gang. Den skal få flere til at anmelde episoder, hvis de bliver råbt ad og udsat for hadforbrydelser.

Politiet så nemlig gerne, at antallet af anmeldte hadforbrydelser var højere i dag. Også selvom der kun er tale om en lille forseelse, slår Tenna Wilbert fast.

- Det er vigtigt, at man politianmelder alle hadforbrydelser – også selvom der er tale om en mindre forseelse, som for eksempel at der er blevet råbt ukvemsord efter en på vej hjem fra byen. Det er ikke altid politiet kan udfinde gerningspersonen i den konkrete sag, men enhver anmeldelse er med til at tegne et billede af området og vise, om der er tendenser, vi skal sætte ind over for, udtaler hun.

Herunder kan du se Rigspolitiets nye kampagne Stop hadet på YouTube.

Det vil især hjælpe politiet, hvis de kan få et overblik over, hvor hadforbrydelserne ofte bliver begået. Det kunne for eksempel være foran et værtshus eller ved en moské, lyder det fra Tenna Wilbert.

- Så kan vi agere på det og sætte ind i det område. Hvis vi ikke får anmeldelserne, kan vi ikke reagere på dem – hverken med efterforskning eller forebyggelse. Derfor er det så vigtigt, at man anmelder, udtaler hun.

Råbte bøsserøv og kom halvt år i fængsel

At råbe ukvemsord efter andre mennesker har tidligere vist sig at kunne resultere i en fængselsstraf.

Det skete for eksempel for en på det tidspunkt 54-årig mand fra Harpelunde i en sag fra 2018.

Retten i Nykøbing F.
Læs også
54-årig mand fra Lolland skal halvt år i fængsel for hadforbrydelse
Retten i Nykøbing F.
Læs også
54-årig mand fra Lolland skal halvt år i fængsel for hadforbrydelse

Manden havde tilbage i marts i 2017 slået en 45-årig mand med knytnæveslag i ansigtet. Samtidig havde den 54-årige kaldt offeret for bøsserøv.

Det mente Retten i Nykøbing Falster var en særligt skærpende omstændighed. Derfor idømte de ham et halvt års ubetinget fængsel for hadforbrydelsen. 

Hvad kendetegner en hadforbrydelse?

  • En hadforbrydelse er et strafbart forhold. Den tager udgangspunkt i gerningspersonens opfattelse af offerets race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.
     
  • En hadforbrydelse består af to dele: Den ene del er selve den strafbare handling. Den anden del handler om det forhold, at der ligger et diskriminerende udvælgelseselement, som politiet også kalder et hadmotiv, til grund for den strafbare handling.
     
  • Politet oplever typisk hadforbrydelser i sager, som handler om trusler, vold eller hærværk. Dog kan et hadmotiv også ses ved andre former for strafbare forhold.

 

Kilde: Hadforbrydelser i 2018, Rigspolitiets årsrapport

Dengang blev sagen også sendt videre til Statsadvokaten i København på grund af sin særlige karakter og fokus på hadforbrydelser generelt i Danmark. Her skulle man overveje, om sagen skulle ankes i forhold til straffens længde.

I 2018 blev der rejst sigtelse i 84 sager mod 101 personer, mens der til sammenligning blev rejst sigtelse i 95 sager mod 102 personer i 2017.

Desuden har politiet kategoriseret flest hadforbrydelsessager som racistisk motiverede sager i 2018. Der var 260 sager efterfulgt af 112 sager, der var religiøst motiverede hadforbrydelser. Dernæst blev 74 sager kategoriseret som seksuelt orienterede hadforbrydelser.

I alt registrerede Rigspolitiet 449 sager som hadforbrydelsessager. Det var nogenlunde samme niveau som i 2017, hvor der var 446 sager.

I grafikken herunder kan du se udviklingen i antallet af hadforbrydelsessager over de sidste fire år i regionens to politikredse.

 


Nyhedsoverblik