Politi finder mere end 11 ton marihuana på Sjælland

Tre lastvognstog fyldt med knuste marihuana-planter er beslaglagt og kørt væk fra et sted på Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har konfiskeret 11 ton knuste marihuana-planter og 88 liter færdig hash-olie fra et endnu ukendt sted på Sjælland. 

Men det er langt fra det eneste. Der er også blevet beslaglagt fem kilo marihuana og 10 kilo marihuana-pasta. 

Lastbiler taget i brug

Fundet er så stort, at politiet i går måtte tage tre lastvognstog i brug for at fragte det væk. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er de mange ton nu kørt væk til et sikkert lager. 

To mænd anholdt

To danske mænd på 31 og 29 år er blevet anholdt. Og i dag blev de sigtet for at være i besiddelse af de store mængder med henblik på videresalg. Det skete i Københavns dommervagt. 

Få oplysninger fra politi

TV ØST har været i kontakt med Tom Struve, vicepolitiinspektør hos specialsektionen hos Københavns Politi. Men han vil endnu ikke fortælle, hvor fundet præcist er gjort på Sjælland. Han vil heller ikke oplyse, hvem mændene er, eller hvordan politiet er kommet på sporet af dem. 

Nye informationer onsdag

Onsdag regner politiet med at komme med flere oplysninger i sagen om det store lager af marihuana, oplyser Tom Struve til TV ØST.


Nyhedsoverblik