Plejecentre mangler besøgshunde

Besøgshunde på plejecentre er blevet så stor en succes, at der nu specielt i Nordvestsjælland mangler hunde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ældre, demente og udviklingshæmmede på landets plejecentre og bosteder nyder at få besøg af besøgshunde. Faktisk så meget, at Trygfondens landsdækkende ordning hele tiden mangler nye firbenede hjælpere.

Det skriver DR P4 Sjælland.

Lige nu er det Nordvestsjælland, der har brug for hunde og ejere til at besøge plejecentrene.

Men hvis man drømmer om at spænde hundesnoren på og sætte kursen mod et plejecenter, så er der lige et par ting, der skal ordnes først, fortæller Galina Plesner, der arbejder med besøgshundeordningen for Trygfonden.    

- Man skal igennem en optagelsesprøve, hvor hunden bliver undersøgt af en dyrlæge, og så bliver den blandt andet testet i, hvor glad den er for kontakt med fremmede mennesker, og hvor lydig den er, fortæller hun.

Og så skal hunden også kunne klare lidt af hvert, siger hun til radiostationen.

- Hunden skal være robust, så den kan klare lyde, lugte og andre ting, som den ikke er vant til.

Også godt for hundene

Det er ikke kun beboerne på plejecentrene, som får noget ud af besøgshundeordningen. For både hunde og ejere giver det nemlig også en god oplevelse. I hvert fald for Lotta Jensen, der selv er besøgs-hundemor.

- Når jeg nærmer mig plejehjemmet, så begynder hunden at pibe, for de ved godt, hvad der skal ske, og de har rigtig travlt med at komme derind.

Hun tror også, at de ældre kan have rigtig meget brug for kontakten med hundene.

- Mange af dem på plejehjemmet har haft hunde tidligere, så jeg tror, at de har behov for at se en hund. Folk bliver glade, hundene bliver glade, og jeg bliver glad, siger hun til DR P4 Sjælland.

Hvis man vil have sin hund ud og besøge ældre og demente, kan man kontakte Trygfonden på telefon 45 26 08 00 og høre mere.


Nyhedsoverblik