Pas på hjorte i trafikken: Flere tusind rammes hvert år

Pas på hjorte i trafikken, lyder opfordringen. Alene i nat er mindst to hjorte blevet påkørt i vores område.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klokken var 03.05, da Vestmotorvejen natten til tirsdag blev lukket ved Ringsted i østgående retning, mens vejen blev gjort ren efter et dådyr var blevet påkørt.

Kun ét minut senere ringede telefonen hos Midt- og Vestsjællands Politi om en påkørt hjort på Skovvejen ved Svebølle. Her var det dog ikke nødvendigt at lukke vejen.

Sæsonnen for påkørte hjorte er nu for alvor igang igen, og det kan være svært at danne sig et fuldt overblik over, hvor tit det sker.

- Vi hører kun om de påkørte hjorte, når der af en eller anden grund skal en jæger ud for at lede efter påkørte dyr eller der er personskade, siger vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Alene sidste år blev 2330 hjorte påkørt i Region Sjælland, viser tal fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Her advarer man nu bilisterne om de mange hjorte, der især er farlige om natten - eller rettere: Lige fra solen går ned til den står op igen.

Det er især i maj og i efterårsmånederne, at mange hjorte påkøres i trafikken.

Flere påkøres

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 oplevede sidste år en voldsom stigning i henvendelser om påkørte hjorte - og med maj lige om hjørnet er sæsonen igang igen.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 fik i alt 10.445 henvendelser i 2018 om påkørte hjorte i trafikken. Det er en stigning på 20 procent siden 2017, hvor antallet var på 8.653.

At så mange hjorte påkøres netop nu skyldes, at unge lam flytter hjemmefra i denne tid, og derfor skal finde nye steder at være. Derudover stiger råbukkenes aggressionsniveau også i marts og april. De "hævder revir", som betyder, at de fastslår opdelingen af skoven mellem bukkene, inden parringssæsonen starter.

- Foråret er en tid med høj aktivitet hos rådyrene. Bukkene bliver mere aggressive og hævder revir, hvilket ofte resulterer i, at andre bukke jages væk og derfor må krydse vejen, siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

- I samme periode føder råerne nye lam, og derfor bliver de nu knap ét år gamle lam skubbet væk fra mors skørter. Det giver en masse uerfarne rådyr-teenagere, som skal finde nye steder at være, siger han.

Vær særligt opmærksom når det er mørkt

Det er især i skovområder, at dyrene kan være en fare, når det er mørkt. 

- Vores statistik viser, at langt de fleste påkørsler af hjorte i april og maj sker efter klokken 21. Det skyldes, at solen går ned omkring dette tidspunkt, og hjorte er mest aktive i svagt lys eller mørke, siger Michael Carlsen.

Den mest almindelige hjorteart i Danmark, rådyret, er ikke et stort dyr. Det har en gennemsnitsvægt på 20-25 kilo, men selv sådan en vægt kan forårsage betydelig skade på både køretøj og passagerer. Det er derfor sjældent kun hjorten, der kommer til skade i trafikale uheld.

Michael Carlsen har dog tre gode råd, som han opfordrer alle til at følge.

  • Sæt farten ned, når du kører i skumring, nat eller dæmring gennem områder, hvor der er skov, eng, levende hegn eller lignende langs vejen.
  • Hold øje med reflekser fra dyrenes øjne. Ser du et dyr ved vejen, så sæt farten helt ned.
  • En hjort kommer sjældent alene. Ser du én løbe over vejen, så tro ikke at faren er drevet over. Der kan godt komme flere.

 


Nyhedsoverblik