Inden du kan køre af sted i din bil tirsdag morgen, skal du sikkert lige have isskraberen frem.
De fleste steder på Sjælland og øerne har der nemlig været flere frostgrader i nat. I området omkring Næstved står man for eksempel op til omkring fem minusgrader og lidt længere sydpå på Falster er temperaturen omkring minus tre grader.
Det betyder også, at der er risiko for rimglatte veje tirsdag morgen. Især i Guldborgsund Kommune advarer Vejdirektoratets Trafikinfo om glatte veje på udsatte steder.
Også onsdag vil der være risiko for nattefrost, men ifølge DMI er der et vejrskifte på vej. Det vil igen give plusgrader på termometeret i nattetimerne.
Den koldeste minimumstemperatur i november nogensinde målt i Danmark var i 1973, hvor der var -21,3 grader. Denne november lægger sig dog tættere op af topscoreren i den anden ende af skalaen. Det var i år 2000, hvor minimumstemperaturen blev målt til at være -0,7 grader.