P4 Sjælland og TV2 ØST går sammen om Kommunekampen

Kommunekampen bliver i efteråret endnu større og stærkere, når regionens to største medier danner fælles front om at bære sundhedsprojektet frem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der kommer massiv mandsopdækning af Kommunekampen hen over efteråret. Regionens største medier TV2 ØST og P4 SJÆLLAND har nemlig givet håndslag på at gøre sundhedskampen til et fællesbarn. Det betyder formentlig, at Kommunekampen vokser sig endnu større og stærkere.

- Det glæder mig, at P4 SJÆLLAND nu også tager aktivt del i formidlingen af Lev Livets arbejde med at forbedre sundheden i vores område. Med deres hjælp er vi langt bedre rustet til at få knækket de triste kurver i sundhedsstatistikkerne, påpeger TV2 ØST-direktør Vagn Petersen. 

"Bliver stort"
P.t. deltager mere end 7200 borgere i kampen på Endomondo.

Og mens TV2 ØST fortsat dækker Kommunekampen på tv, tv2east.dk og Facebook, så giver samarbejdet med P4 SJÆLLAND mulighed for at flere gode historier fra kampen rundt om i regionen, når ud til borgerne.

 - Med det fælles engagement, som P4 SJÆLLAND og TV2 ØST nu viser, har vi de bedste forudsætninger for at inspirere rigtig mange til at melde sig til Kommunekampen og dermed gøre sundhed til en folkesag i den enkelte kommune. Det bliver stort, lyder det begejstret fra TV2 ØST-direktøren.

Gentager succesen
Det er ikke første gang TV2 ØST og P4 Sjælland slår pjalterne sammen om et projekt. Tidligere på året gik de to parter sammen om "Region Intetnet", der afdækkede den mangelfulde internetdækning i regionen.

 - Vi har tidligere bevist, at vi sammen har en betydelig gennemslagskraft. Den har vi også brug for, hvis missionen skal lykkes. For det er  ude hos den enkelte borger, at  beslutningen om at leve et sundere liv skal tages, understreger Vagn Petersen.

Er du endnu ikke med i Kommunekampen, så klik her og læs, hvordan du tilmelder dig. Og husk så både at følge med på tv, web og radio.

[video:videonode:203543]


Nyhedsoverblik