Jo højere lægernes BMI er – jo mindre er de tilbøjelige til at diskutere overvægt med deres patienter.
Det viser et amerikansk studie fra det anerkendte Johns Hopkins-instituts afdeling for folkesundhed.
500 praktiserende lægers journaler er blevet gennemgået i studiet – og undersøgelsen viser, at læger i normalvægtsområdet 30 procent oftere løftede pegefingeren overfor overvægtige patienter end de læger, der selv vejer for meget.
Det meddeler forskerne bag undersøgelsen i en pressemeddelelse.
Studiet viser samtidig, at de overvægtige læger et langt stykke hen af vejen så den løftede pegefinger som et virkningsløst instrument overfor patienterne – mens tiltroen til en alvorlig samtale er langt større blandt læger med en normal vægt.
Denne artikel er skrevet af Lev Livet-redaktionen på TV2 ØST.
Lev Livet er et sundhedsmagasin, der fra februar 2012 sendes på TV2 ØST. Du kan finde mange flere sundhedsnyheder og se vores tv-programmer på adressen www.tv2east.dk/lev-livet/