Overblik: Mistænkelige dødsfald i sundhedssektoren

Det er ikke første gang, at personer dør under mistænkelige omstændigheder på plejehjem og sygehuse Danmark som i sagen fra Nykøbing Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 29-årig kvinde er mandag eftermiddag varetægtsfængslet i tre uger ved et grundlovsforhør bag dobbeltlukkede døre. Hun er sigtet i forbindelse med flere mistænkelige dødsfald på Nykøbing Falster Sygehus.

Her er en gennemgang af fire tidligere sager om mistænkelige dødsfald på danske plejehjem og sygehuse:

Sosu'er tiltalt for uagtsomt manddrab

To sosu-assistenter blev i februar i år tiltalt for uagtsomt manddrab ved fejlmedicinering af en 88-årig mandlig beboer, der døde på plejehjemmet Sifsgård i Åbyhøj ved Aarhus i juli 2013.

De to tiltalte har ifølge anklagemyndigheden gjort sig skyldige i grov forsømmelse og skødesløshed ved at knuse og opløse medicin og give det direkte i en blodåre, selv om medicinen var beregnet til at indtage gennem munden.

Sygeplejerske dømt for uagtsomt manddrab

I oktober 2014 faldt der dom ved Retten i Nykøbing Falster over en sygeplejerske for et uagtsomt manddrab med medicin.

Episoden fandt sted på Nykøbing Falster Sygehus i december 2011.

En sygeplejerske erkendte at have givet en ældre mandlig patient 10 milligram af det bedøvende stof midazolam. Patienten fik kort efter hjertestop, blev genoplivet, men døde få dage senere af de hjerneskader, han fik under hjertestoppet.

Selv om sygeplejersken havde erkendt de faktiske omstændigheder, så nægtede hun sig skyldig i uagtsomt manddrab. Byretten idømte hende 20 dagbøder á 1000 kroner.

Sygeplejersken skulle derudover betale sagens omkostninger.

Gravid døde - overlæge slap med bøde

En 59-årig overlæge på Næstved Sygehus blev i marts 2011 idømt en bøde på 10.000 kroner for at tilsidesætte sit ansvar, da en gravid kvinde og hendes foster døde. De døde, da den vordende mors galdeblære sprang.

Ifølge Østre Landsret levede lægen ikke op til sit ansvar, da han fravalgte at tilse den højgravide Bettina Nielsen i 2007, da hun blev indbragt med store smerter.

Hun blev i stedet af en jordemor ved en fejl injiceret med en 10-dobbelt dosis morfin. Morfinen slørede symptomerne på, at den 240 kilo tunge kvinde var ved at dø.

Jordemoren, der fejlmedicinerede patienten, blev idømt en bøde på 5000 kroner.

Plejebo

Det blev udråbt til danmarkshistoriens største drabssag, da en plejehjemsassistent i oktober 1997 blev anholdt og sigtet for 22 drab.

Den 32-årige plejehjemsassistent blev sigtet for 22 tilfælde af drab på beboere samt underslæb og tyveri for 629.000 kroner over for de ældre på det københavnske plejehjem Plejebo.

Derudover blev plejehjemmets tilsynsførende læge tiltalt for uagtsomt manddrab på tre kvinder og to mænd samt for overtrædelse af lægeloven.

Plejehjemsassistenten blev siden frikendt for alle sigtelser og fik i maj 2000 tildelt en erstatning på 700.000 kroner for uretmæssig varetægtsfængsling.

I november 2000 blev lægen også frifundet for anklagen om uagtsomt manddrab, men straffet med en bøde for overtrædelse af lægeloven.

/ritzau/


Nyhedsoverblik