Otte ud af ti udflyttede job er besat af nye medarbejdere

21.000 har sendt ansøgning til 1126 udflyttede job. Langt de fleste er besat af nye medarbejdere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et år efter regeringen fremlagde sin plan for at placere 3900 statslige arbejdspladser rundt omkring i Danmark, er 1126 stillinger rykket ud af hovedstaden.

Det oplyser Erhvervs- og Vækstministeriet i en pressemeddelelse.

14 procent af stillingerne er besat af medarbejdere, som er flyttet med, eller som i dag pendler til og fra arbejde. Det betyder derfor, at flere end otte ud af ti job er besat af nye medarbejdere.

Tiltrækker nye medarbejdere

Det er ifølge erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen generelt lykkes at tiltrække kompetente medarbejdere til de nye job.

Alligevel erkender ministeren, at det nogle steder har haft betydning, at medarbejdere fra København ikke er flyttet med.

Det har bevirket, at der nu er længere sagsbehandlingstider i blandt andet Natur- og Miljøklagenævnet, der fra nytår skal flytte til det nyetablerede Nævnenes Hus i Viborg.

- Vi skal betjene borgere og virksomheder bedst muligt, selv om der i en periode naturligt kan være en mindre produktionsnedgang som følge af udflytningen, siger ministeren i pressemeddelelsen.

Skatteminister glæder sig over stor interesse

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) glæder sig dog over interessen for de job, der er opstået uden for hovedstaden. En optælling viser, at der til knap 1100 stillinger har været 21.000 ansøgere.

- I dag - ét år efter - har der vist sig at være en overvældende interesse for de mange udflyttede job.

- Kvalifikationerne til at bestride statslige job findes altså ikke kun i hovedstaden, men i høj grad også uden for de større byer, siger han.

Samlede regning bliver langt højere

Troels Lund Poulsen pointerer, at både tidsplanen og budgettet for udflytningen holder. Regeringen havde skønnet, at prisen for udflytningen ville blive op mod en milliard kroner.

I dag er det skøn på 887 millioner kroner.

Regeringen havde oprindeligt afsat 400 millioner kroner på finansloven for 2016 til udflytningen, men da den samlede regning bliver langt højere, skal der findes flere penge i de kommende år.

Det skal blandt andet ske ved at afsætte flere penge på finansloven for 2017, lød det tidligere på året.


Nyhedsoverblik