Ønske om flere erhvervsskoler i yderområder

Der skal flere erhvervsuddannelser til landets yderområder, mener blandt andre næstformanden hos Danske Regioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jo længere vejen er til skole om morgenen, jo større er risikoen for, at de unge falder fra undervejs i uddannelsen.

Det viser ny analyse fra Danske Regioner, der konkluderer, at elever på erhvervsuddannelser i kommuner med den højeste gennemførselsprocent, næsten har 10 minutter og over 4 kilometer kortere afstand til deres uddannelse end elever fra kommuner med den dårligste gennemførselsprocent på deres erhvervsuddannelser.

Det lyder ikke af meget, men tallet dækker over et snit, hvor unge udenfor byer som eksempelvis Holbæk og Kalundborg typisk har noget længere transporttid til skole end eksempelvis unge fra Vestegnen, der også hører til de kommuner, hvor frafaldet er størst.

Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Fokus på yderområderne

Næstformand i Danske Regioner Jens Stenbæk, der også er regionsformand i Region Sjælland (V), mener, der skal flere erhvervsuddanneler ud i landets yderområder.

- Manglen på faglærte hæmmer allerede væksten flere steder i landet, og det bliver kun værre i de kommende år. Det er derfor en bunden opgave, at vi får gjort erhvervsuddannelserne mere attraktive, så flere unge vælger og gennemfører en erhvervsuddannelse. Uddannelserne skal tættere på de unge, så de bliver et reelt valg for de 15-17-årige, siger han.

Ifølge Stenbæk og danske regioner har regeringen taget et skridt i den rigtige retning med det nylige udspil "Vækst og udvikling i hele Danmark", hvor der er afsat 7,5 millioner kroner til, at erhvervsskoler kan oprette grundforløb i områder med svag uddannelsesdækning. Hos Danske erhvervsskoler bakker man Danske Regioners forslag op. Men pengene, som regeringen har afsat vil "række som en skrædder i helvede", fastslår bestyrelsesmedlem i Daske Erhvervsskoler og direktør på EUC Nordvestsjælland, Frank Tonsberg.

- Det ville give mening at etablere nogle grundforløb i Odsherred og  på Stevns, hvor man allerede har gymnasier, og udvide med flere uddannelser i eksempelvis Kalundborg. Men med midlerne, der er afsat, og de to procents besparelser alle uddannelser skal igennem i de kommende år, ser det desværre ikke særligt realistisk ud ret mange steder, siger han.

På landsplan er der i dag 100 gymnasier, mens der er 60 erhvervsskoler.


Nyhedsoverblik