Oliefyr forbydes nu i mange hjem

Hvis du varmer dit hus op med et oliefyr, selvom du bor i et område med fjernvarme og naturgas, så bliver det fra 1. juli forbudt at installere et nyt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Varmer du dit hus op med et oliefyr, og synger dit oliefyr på sidste vers? Så er det nu, du skal ud og erhverve dig et nyt. Fra 1. juli bliver det nemlig forbudt at få et nyt oliefyr, hvis du bor i et område, hvor man kan få fjernvarme og naturgas. Det skriver Ekstra Bladet.

Det er en ændring i bygningsreglementet, der gør det forbudt. Hvis du bor i et område, hvor det ikke er muligt at få hverken fjernvarme eller naturgas, så må du altså godt anskaffe dig et nyt oliefyr, efter forbuddet træder i kræft her om halvanden måneds tid.

Spar penge med nyt oliefyr

Der kan være økonomiske fordele ved at skifte det gamle oliefyr ud. Det vurderer Energi- og Olieforum, som er en brancheorganisation, der rummer de fleste olieselskaber. De mener, at boligejeren kan spare op til 30 procent på varmeregningen, hvis det gamle oliefyr skiftes ud.

Ole Vedsted-Jakobsen, der er arkitekt og ekspert i byggerådgivningen, er kun til dels enig med Energi- og Olieforum.

- Det er sandt, at det på grund af de historisk lave oliepriser godt kan betale sig at have et oliefyr. Lige nu. På sigt må man dog forvente, at oliepriserne vil stige, og så vil det efterfølgende være billigere at have fjernvarme. Men det er ikke til at sige, hvor lang tid der vil gå, forklarer Ole Vedsted-Jakobsen til Ekstra Bladet.

Teknik- og miljøchef hos Energi- og olieforum, Michael Mücke Jensen, giver imidlertid ikke meget for, at man på den måde kan spå om priserne.

- For bare fem år siden var der jo ingen, der havde troet, at oliepriserne ville være så lave, som de er i dag. Men der er mange steder, hvor det i dag er dyrere at varme huset op med fjernvarme end med fyringsolie. Og skulle det på sigt blive billigere at bruge fjernvarme, kan du altid skifte igen, siger Michael Mücke Jensen til Ekstra Bladet.


Nyhedsoverblik