Økologi slår otte rekorder

Økologisk ged i køledisken og miljørigtig and i grillen. 2008 blev året, hvor salget af økologiske varer igen slog rekord, skriver metroXpress.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Supermarkedernes salg af økologiske varer steg med 25 procent, og i alt dyrker økologiske gårde nu afgrøder på et areal, der ifølge Dansk Landbrugs blad Præmis svarer til Falster.

Mens mere traditionelle varer som korn, ost og kød fra køer og svin havde pæne stigninger, er det især inden for særlige nicheprodukter, at den store eksplosion er sket.

Eksempelvis er antallet af økologiske ænder produceret i Danmark syvdoblet i forhold til 2007, mens antallet af malkegeder er fordoblet, og salget af gedekød brager derudad.

Godsejer Susanne Hovmand, Knuthenlund på Lolland, er blandt pionererne inden for økologisk gedemælk og -kød. I tre måneder har hun med bragende succes solgt gedekød.

- Vi har solgt alt det, vi har produceret, så det er gået fantastisk. Samtidig oplever vi, at folk vil køre langt for at få gedemælk og gedekød, siger Susanne Hovmand, der første februar åbner et specialmejeri, som skal producere mælk og ost af gedemælk.

Susanne Hovmand vurderer, at folk trods krisen stadig søger mangfoldighed i udbuddet af fødevarer og derfor går efter nicheprodukterne. Ifølge Dansk Landbrug satser også producenterne af ænder på en fortsat stigende efterspørgsel på nicheprodukter. Blandt andet udfordrer de franske producenter ved at lancere en dansk version af andelever - fois gras.

Hos Dansk Landbrug glæder erhvervspolitisk konsulent Kirsten Lund Jensen sig over den fortsatte vækst. Men markedet er stadig så lille, at det er sårbart over for udsving og derfor kan gå en usikker tid i møde i 2009, skriver metroXpress.

 

Otte rekorder for økologien:

1. Detailhandel: 2008: 4,5 milliarder kroner. 2007: 3,6 milliarder kroner

2. Økologisk andel i Irma: 2008: 30,1 procent. 2007: 29,9 procent

3. Kornareal 2008: 53.200 hektar. 2007: 41.500 hektar

4. Areal med frugt og grønt: 2008: 2.300 hektar. 2007: 1860 hektar

5. Areal med spisekartofler: 2008: 1200 hektar. 2007: 990 hektar

6. Økologiske ænder: 2008: 75.000 ænder. 2007: 11.000 ænder

7. Økologiske malkegeder: 2008: 3000. 2007: 1670

8. Økologiske virksomheder: 2008: 1137. 2007: 734

 


Nyhedsoverblik