Nyt system: Husejere skal stadig betale forskellig boligskat

På trods af et nyt, mere præcist vurderingssystem vil ejere af helt ens huse stadig skulle betale forskellig boligskat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ejere af helt ens huse vil fortsat skulle betale vidt forskellig boligskat på trods af et nyt og mere præcist vurderingssystem.

Det skriver Jyllands-Posten. 

Ifølge avisen fremgår det af et internt notat fra Finansministeriet og Skatteministeriet, at trekløverregeringen vi bruge systemet som afsæt til et justeret udspil. 

quote Det er bare vigtigere, at der ikke er boligejere, der får en kæmpe ekstraregning

Karsten Lauritzen, skatteminister

I dag er der eksempler på, at ens boliger får forskellige vurderinger. Et hus kan betale 30.000 kroner i boligskat, mens nabohuset kun skal afregne 10.000 kroner. Med det nye system ventes vurderingerne at blive stort set ens, men skatten kan stadig være meget forskellig. 

Og det skyldes altså skatterabatter, som er til for, at husejere undgår en uventet skattestigning. 

- Det anerkender vi. Men det er bare vigtigere, at der ikke er boligejere, der får en kæmpe ekstraregning, siger skatteminister, Karsten Lauritzen. 

Hvis for eksempel nye vurderinger viser, at boligskatten for de to huse bør være 20.000 kroner, vil det første hus få nedsat sin skat, mens det andet hus vil få en skatterabat, så der fortsat skal betales 10.000 kroner.