Nye turistskilte på vej ved motorvejene: De gør en forskel

Der er en serie nye, brune turistinfoskilte på vej langs vores motorvejsstrækninger. Og skiltene har en stor betydning, lyder det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De er store, brune og har en ikonisk tegning.

De seneste år er der kommer stadig flere turistskilte for attraktioner i området op langs motorvejene i Danmark.

Nu er endnu en serie på vej til vores område.

Blandt andet Camp Adventure ved Rønnede og Rønnebæksholm får indenfor de kommende måneder sat skilte op langs motorvejen.

Glad for skilt

Et af dem, der skal have et af de nye skilte, er Rønnebæksholm ved Næstved, der får sat skilte op ved Tappernøje for den sydgående trafik og ved Bårse for den nordgående trafik.

- Designet til det nye skilt blev godkendt i sidste uge, men den formelle godkendelse kom på plads i sommer, siger Dina Vester Feilberg, der er leder af Rønnebæksholm.

Den formelle godkendelse er kommet fra et udvalg under Region Sjælland, hvor også en repræsentant for Vejdirektoratet deltager i møderne.

Hun fortæller, at udvalget har været meget hjælpsomt i processen.

- De har klart et formål om at hjælpe os med at få områdets attraktioner frem. For eksempel hjalp de os med at få en anden afkørsel end den, vi oprindeligt havde tænkt, da den allerede var optaget, siger hun. 

Hun venter, at skiltet får en meget stor betydning for Rønnebæksholm.

- Rønnebæksholms synlighed styrkes markant, og det forventer vi naturligvis afspejlet i øget opmærksomhed. Med turistoplysningstavlen vil vi forhåbentlig nå nye grupper af turister, siger hun.

Disse attraktioner i Region Sjælland får nu brune skilte

Zooejer: Det virker

En af dem, der tidligere har fået sat turistskilte op langs motorvejene er krokodillezoo i Eskilstrup.

René Hedegaard, der er direktør i Krokodille Zoo, kan tydeligt mærke, at skiltene har hjulpet den zoologiske have med at blive mere synlig. Og han er meget positiv omkring skiltet.

- Vi oplever, at der kommer flere gæster, der fortæller, at de ikke kendte til vores eksistens, før de så skiltet, siger han.

På landsplan vurderer direktøren, at hans attraktion tilhører de mindre kendte, og det er især derfor, at skiltet spiller så stor en rolle.

Han mener dog ikke, at det efter den varme sommer kan ses på bundlinjen.

- Det har været en meget varm sommer, for varm til at være indenfor, derfor har der ikke været så mange forbi, siger han. 

Gælder i 20 år

Vejdirektoratet oplyser til TV ØST, at godkendelserne for skilte gælder for en periode på 20 år – med mindre attraktionen skulle gå hen og lukke.

Det oplyser Maria Lønsmand Meiner, der er afdelingsleder i Vejdirektoratets afdeling i Næstved.

Hun oplyser, at skiltene tildeles af et udvalg bestående af regionale politikere, hvor Vejdirektoratet er sekretariat og medvirker i møderne. Vejdirektoratets rolle er dog udelukkende at godkende, om selve placeringen af skiltet er i orden, og om skiltet overholder retningslinjerne for skilte.

- Vores rolle er at se på sikkerheden, og sørge for, at alt er i orden i forhold til dem der kører på veje, siger hun.

Vejdirektoratet har endnu ikke undersøgt, om effekten af de brune turistskilte er så stor, at den kan måles på landsplan.

play
Hans Jørgen Kolmos

Professor om britisk virusvariant på plejehjem: - Bekymrende, men ikke uventet

play
Kildemarkscenteret i Næstved

Tre beboere smittet med britisk coronavariant på plejehjem i Næstved

play
trelleborg

Vikingeborg vil på verdensarvsliste – kan fordoble besøgstallet

play
Louise Hvitfeldt Hansen Nykøbing Falster

Corona får flere unge til at føle sig ensomme: - Hele ungdomsårgangen er presset

play
dtu.1

Opsendelse af rumsonder gik som planlagt – landede uden for Stenlille

playliveblog
Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus: Regeringen vil indføre krav om isolation efter rejser

Se flere