Nye listeriatilfælde koster to danskere livet

Fem personer er blevet smittet med den farlige bakterie Listeria i april. Fire af personerne kommer fra Sjælland, og to af dem er døde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To danskere er døde af nye listeria-tilfælde i april, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside. Styrelsen oplyser, at der i alt er smittet fem personer med den farlige listeriabakterie i løbet af en uge i april. Normalt registreres der ét tilfælde af listeria om ugen.

Ifølge DR Nyheder er fire af de fem fra Sjælland.

To af de smittede har fået påvist den listeriatype, der gav anledning til et stort udbrud i 2013 og 2014 forårsaget af kødpålæg. Det er dog ikke klart, hvorvidt de to døde er smittede med den gamle type listeria.

Usædvanligt med fem udbrud på en uge

To andre er smittet med andre listeriatyper, der kan have relation til to tidligere mindre listeriaudbrud. Endelig er den femte smittet med en listeriatype, der ikke kendes fra tidligere udbrud.

- Det er usædvanligt, at der er fem tilfælde på en uge. Normalt ser vi et tilfælde af listeria om ugen.

- Men det er også usædvanligt, at vi så hurtigt er klar over, hvad det er for en type listeria. Det er et udtryk for, at vores overvågning af listeria er blevet bedre, siger overlæge Kåre Mølbak, Statens Serum Institut.

Gode chancer for at finde smittekilde

Smittekilderne er endnu ikke fundet, men styrelsen tror på, at den har gode chancer.

- Det, at vi kender ikke blot typen af listeria, men hele listeriabakteriens dna allerede to uger efter, at patienterne blev syge, gør arbejdet med at lede efter smittekilden mere målrettet, siger sektionsleder Annette Perge, Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen blev sidste sommer kritiseret for at have reageret for langsomt i det listeriaudbrud, der smittede over 70 danskere og kostede 16 mennesker livet.

Siden er der blevet lavet en bred fødevareaftale på Christiansborg, der frem til 2018 skal styrke fødevaresikkerheden, så nye udbrud af listeria ikke gentager sig.

/ritzau/


Nyhedsoverblik