Nye beregninger: Især sjællandske børn rammes af kontanthjælpsloft

En procent af alle danske børn vil ryge ned fattigdomsgrænsen, når kontanthjælpsloftet træder i kræft. Det viser nye beregninger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når kontanthjælpsloftet træder i kraft 1. oktober, bliver omkring 11.000 børn fattige efter den tidligere regerings målestok. Næsten halvdelen af disse børn bor på Sjælland, viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det skriver Avisen.dk.

Tallene bekymrer pædagogernes og socialrådgivernes fagforbund, som netop i dag lægger op til diskussion på Folkemødet på Bornholm under temaet "Danmarks fattige børn - kan vi leve med det?"

- Kontanthjælpsloftet rammer enlige med børn, så det vil skabe flere børn, som kræver en ekstra indsats. Som pædagoger bliver vi jo nødt til at kompensere mere for de forældre, der bliver kastet ud i fattigdom, siger Elisa Bergmann, formand for pædagogernes fagforbund BUPL, til Avisen.dk.

Det er især børn i København samt i Syd- og Vestsjælland, der kommer til at mærke kontanthjælpsloftet.

I København ryger 1.763 børn under fattigdomsgrænsen. Det er 1,3 procent af alle de københavnske børn, mens det samme kun gælder 0,6 procent af de nordsjællandske børn.

I alt ryger 10.917 børn under fattigdomsgrænsen. Beskæftigelsesministeriet har tidligere oplyst, at antallet var omkring 7.000 børn. Tallet fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er næsten 4.000 højere.

Det skyldes, at rådet har opgjort, hvor mange børn, der forventes at være fattige i ét år, mens ministeriet har regnet på, hvor mange der vil være fattige tre år i træk.

Men det giver god mening at se på, hvor mange børn der er fattige i bare et år, mener Majbrit Berlau fra Dansk Socialrådgiverforening. Mere skal der nemlig ikke til for at mærke børnene for resten af livet.

- Det kommer jo til at følge børnene langt ind i deres voksenliv, og de negative konsekvenser kommer til at følge hele samfundet, siger socialrådgiverformanden til Avisen.dk.

En undersøgelse lavet af Red Barnet har tidligere dokumenteret, at bare et år i fattigdom svækker barnets chancer senere i livet. Børnene risikerer at få dårligere karakterer, de har lavere sandsynlighed for at få en ungdomsuddannelse, og de har øget risiko for at blive ledig eller førtidspensionister.


Nyhedsoverblik