Nye anholdelser i hashsagen

Politiet har anholdt yderligere seks personer i den omfattende hashsag fra Sjælland, hvor 13 personer allerede er blevet varetægtsfængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiets særlige bandeenhed Task Force Øst har fortaget seks nye anholdelser i hashsagen fra Sjælland. Det bekræfter vicepolitiinspektør Knud Hvass over for TV ØST.            

- Det her er endnu et skridt på vejen til at optrevle et velorganiseret kriminelt netværk, der efter politiets opfattelse har indsmuglet store mængder narkotika til Danmark. Vi håber hermed, at vi har sat en stopper for denne organisation og dennes kriminelle handlinger, udtaler Knud Hvass i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Det kan ikke udelukkes, at der sker yderligere anholdelser i sagen, og der forestår stadigvæk et meget stort efterforskningsarbejde.

Anholdelser på Lolland og i Nordvestsjælland 

Fredag sidste uge slog politiet til mod en formodet hashliga, hvor flere end 20 lokaliteter blev ransaget, og det førte til anholdelser af 12 mænd og en kvinde.

De 13 er efterfølgende blevet varetægtsfængslet for indsmugling og handel med hash, oplyser politiet. Flere af dem har ifølge politiets sigtelse håndteret mindst 1,4 ton af det ulovlige stof.

 

I forlængelse af de seks nye anholdelser er der også foretaget flere ransagninger, som har ført til beslaglæggelse af yderligere 30 kilo hash og andet materiale af betydning for sagen.

Anholdelserne er sket på Lolland, Nordvestsjælland og København. Der er tale om fire mænd og to kvinder i alderen fra 29 til 56 år.

Sigtes for indsmugling og handel med euforiserende stoffer

De anholdte sigtes alle for overtrædelse af straffelovens § 191 ved indsmugling og handel med euforiserende stoffer, hvoraf flere sigtes for indsmugling og handel med ikke under 1,4 ton hash.

Fem af de anholdte vil i dag klokken 10.30 blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.


Nyhedsoverblik